Ny direktør og nyangriber til AaB

Superligaklubben AaB har oprustet både på og uden for fodboldbanen. Den 26-årige tidligere OB- og FC København-spiller David Nielsen er hentet i engelske Norwich på en fri transfer, mens Tom Matthiesen, 38-årig hovedaktionær i FC Århus, er blevet ansat som koncerndirektør per 1. oktober 2003.

Han forlader dermed direktørjobbet i FC Århus og afhænder samtidig sine mange aktier i 1. divisionsklubben. Dertil kommer, at Tom Matthiesens selskab Lighthouse, som blandt andet har stået bag diverse store opvisningskampe i Århus, nu bliver en del af AaB's aktiviteter. Tom Matthiesens farvel er selvsagt en markant lussing for FC Århus, der sidste sæson måtte sige farvel til eks-europamesteren Flemming Povlsen. - Selv om det er med vemod, at jeg tager afsked med FC Århus, glæder jeg mig utroligt til i fremtiden at sætte mit præg på den fortsatte udvikling i AaB og underholdningsindustrien i Danmark, udtaler Tom Matthiesen. Den mangeårige direktør i AaB Børge Bach træder efter eget ønske et skridt tilbage, men han fortsætter dog som medlem af direktionen i samarbejde med Tom Matthiesen. På banen kan AaB glæde sig over, at man nu har afsluttet en månedlang jagt på en angrebsforstærkning. David Nielsen er hentet i engelske Norwich på en fri transfer og får trøje nummer 10. David Nielsen er aalborgensernes tredje indkøb efter afslutningen på sidste sæson. Før skagboen blev Allan Olesen og nordmanden Trond Andersen hentet til Nordjylland. /ritzau/