Ny dom for tyveri blev en dyr affære

Aalborg 12. september 2002 08:00

AALBORG: Det kom til at koste en aalborgensisk mand dyrt, da han i byretten blev dømt for to tilfælde af tyveri. Med dommen fik han nemlig udløst en gammel straf på fire måneders fængsel, så han nu har udsigt til at skulle afsone fem måneder. Manden nægtede sig skyldig i begge nye forhold, hvoraf det første bestod i, at han stjal en pung fra en kvinde på Asian Bodega på Kastetvej. Kvinden sad og spillede på automat på bodegaen, da det blev opdaget, at hendes pung med cirka 800 kroner var væk. Tjeneren blev tilkaldt og begyndte at undersøge sagen. I det samme kom den tiltalte ud fra bodegaens dametoilet, hvor tjeneren kort efter fandt kvindens pung i posen til hygiejnebind. Pungen var tømt, og den tiltalte løb fra stedet, da han blev konfronteret med tyveriet. I retten nægtede han sig skyldig og forklarede flugten med, at han var træt af at blive mistænkt for tyveriet. Manden var desuden tiltalt for forsøg på at stjæle en parfume i Salling på Nytorv. Det blev opdaget af en butiksdetektiv, og det viste sig i øvrigt, at det var en test-flaske, hvilket også stod på flasken. Manden nægtede sig skyldig og forklarede i retten, at flasken var én, som han selv havde haft med hjemmefra. Retten kendte ham skyldig i begge forhold, og isoleret set blev de to forhold takseret til 30 dages fængsel. Eftersom en tidligere landsretsdom på fire måneders betinget fængsel blev udløst på grund af den nye sag, står han nu til at skulle afsone fem måneders fængsel. Den dømte tog betænkningstid med hensyn til, om han skal anke dommen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...