Ny dvd om Hvorup Sogn

{ HVORUP: Nordjyllands tidligere amtsborgmester og nyvalgte folketingspolitiker Orla Hav (S) taler om værdier i kristendom og kirkekultur, når fire nordjyske tv-magasiner samles på én dvd og præsenteres søndag 27. januar i Nørre Uttrup Kirke. De fire tv-magasiner på hver en halv time er levende reportager fra det aktuelle kirkeliv i Hvorup og Nørre Uttrup kirker. Dvd-præsentationen sker kl. 11.30 efter søndagens gudstjeneste i Nørre Uttrup Kirke. Alle er velkomne ved den åbne dvd-reception. Menighedsrådet byder på et let traktement, mens kirkens kor synger. Den bærende kraft i tv-magasinernes reportager om kirkegårdene og kirkernes historie, museumsleder Ketty Johansson fra Sundbysamlingerne, fortæller om sin medvirken i tv-opgaverne. Sognepræsterne Mogens Jensen og Henrik Rasmussen er med, og Aalborg Stifts journalist Hasse Boe viser glimt fra tv-magasinerne. Hasse Boe er idémager og tilrettelægger af de fire tv-magasiner, som udgives på dvd i et samarbejde mellem Folkekirkens Informationstjeneste, Hvorup sogn og Gistrup Film. Dvd-en koster 50 kr. og kan bestilles via Nørre Uttrup Kirke eller Aalborg Stiftsavis Forlag på telefonnummer 9795 1184 og via mailadressen jfm@km.dk.