Børnepasning

Ny dyregård til børn

Op mod 100 forældre har været i sving med at bygge dyregård

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kim Østergaard tjekker, at stolperne stå rigtigt. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Børnehaven Kornumgaard, der er en naturbørnehave, får en helt ny dyregård. Den gamle dyrehave, der er lige så gammel som børnehaven, nemlig ni år, må vige for nybyggeri. - Vi vidste, at det var på lånt tid, vi havde råderet over området, der var udlagt til byggegrunde. Nu, hvor der er mangel på byggegrunde, har det været nødvendigt at inddrage området, fortæller leder af Børnehaven Kornumgaardsvej, Jørgen Bach. Men han kan glæde sig over, at Brønderslev Kommune har skaffet et nyt område. Det er aftalt med Kornumgaard Centret (det tidligere Brønderslev Informatikcenter, red.), at der kan etableres dyregård på et andet areal på stedet. 22. april var 95 forældre i sving, og i denne weekend har en snes forældre været i gang med hammer og sav. Der er bygget fire huse til dyrene. I det ene hus skal fuglene være, mens der er et andet til geder. Der er også et hus til fjerkræ, men det står tomt for tiden. - For et par måneder siden kom vort fjerkræ i pension uden for børnehavens område. Det er vi glade for med det seneste angreb på hobbyavlere, siger Jørgen Bach. Formand for børnehavens forældrebestyrelse, Reino Kjærgaard, fortæller, at dyrehold er en vigtig del af børnehavens hverdag. - Børnene holder meget af dyrene, så dem skal der være plads til. Børnehaven ville slet ikke være det samme uden dyrene, siger han. Og de andre forældre er enige. Senere skal der anlægges fodboldbane og legeplads. Næste år skal der bygges en hule i fire gamle, høje træer. Reino Kjærgaard er glad for den opbakning, der er hos forældre. - Denne gang har vi mest haft brug for mænd, der kan bruge en sav. Reino Kjærgaard har selv en datter på seks år, Signe, der går i børnehaven. Hun stopper til august, men afløses snart af sønnen Rasmus på to et halvt år. - Vi har ikke været i tvivl om, at det skulle være i Børnehaven Kornumgaard, vore børn skulle gå.