Ny dyrlægepraksis åbnet i Sæby

Lotte Boelt er rykket ind på Sæbygårdvej med fast og kørende praksis

Jakob Frey Ahrentzen og Kim Dahl Hansen
Lotte Boelt (tv.) sammen med Mihaela Lungu Tranole og lille Felix, der er en Löwchen som i dagens anledning fik en vaccination.
Sæby 1. september 2015 16:58

SÆBY: Forleden slog Lotte Boelt dørene op for en fast dyrlægepraksis i hjertet af Sæby.

Her er der indrettet to konsultationer til behandling af dyr, og samtidig butik. Lokalerne, hvor der tidligere var frisørsalon, har fået en overhaling inden åbningen, så der nu blandt andet er opsat brikse til dyrene.

- Jeg har i et stykke tid gerne ville åbne en fast praksis i Sæby, og havde kigget på forskellige steder. Og lige pludselig skrev udlejeren her, at disse lokaler var ledige, og de passer jo rigtig godt til en praksis, fortæller Lotte Boelt.

Hun har været uddannet dyrlæge i 12 år, og har tidligere arbejdet i både Gærum og Lendum. De sidste par år har hun haft sin egen praksis, hvor hun kører ud og tilser dyrene på deres hjemmebane.

Det fortsætter hun med, for som hun siger.

- Jeg tror på, at når man ser dyret på hjemmebane kan man somme tider nå til en hurtigere forståelse af både dyr og ejer. I hjemmet er dyret ikke stresset som på en klinik. Det samme kan gøre sig gældende for ejeren. Ved at jeg kommer til hjemmet, slipper ejeren for transport, og det kan gøre en stor forskel for mennesker, som ikke er så mobile.

Ansat en dyrlæge mere

Men på en klinik er der jo mulighed for blandt andet at udføre sterile operationer, og det er en af grundene til den faste praksis.

Derudover har Lotte ansat dyrlæge Mihaela Lungu Tranole til at hjælpe.

- Om en uges tid begynder vi at tage operationer ind, og det er jo godt at være to dyrlæger, så der både kan være en i butikken, og en der kører ud, forklarer Lotte.

I klinikken kan de ordne alt lige fra vaccinationer, sårbehandling, sterilisation og drægtighedsscanning til diverse operationer som for eksempel brækkede ben.

Kort fortalt kan det sammenlignes med en praktiserende læge.

- Skal der specieludstyr til, som ved for eksempel øjenoperationer, henviser vi til andre klinikker, forklarer Lotte Boelt.

Hun bor med sin mand og deres søn på seks år i Stenhøj, og runder af med at fortælle, at de allerede er blevet taget rigtig godt imod i Sæby af både naboer og de første kunder.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...