Aalborg

Ny ejer af Nyt Syn

FREDERIKSHAVN:Med virkning fra 1. juli har en af Frederikshavns detailhandlere, Walter Bagnkop, solgt sin forretning efter 19 år som selvstændig. Ny indehaver bliver den 44 årige frederikshavner, Jan Vinther Hansen, som har overtaget butikken sammen med Dion Eriksen og Torben Boldsen, som i forvejen driver en række Nyt Syn butikker spredt rundt i Danmark – flere steder i kompagniskab med den daglige leder. Dette krydsejerskab har vist sig som en særdeles succesfuld konstruktion, og nu skal modellen for første gang prøves af i Vendsyssel. Derfor har man allieret sig med en næsten indfødt. Jan Vinther Hansen har nemlig boet i Frederikshavn siden 1980, hvor han kom i lære som optiker hos Otto Jørgensen – i øvrigt meget apropos med Walter Bagnkop som mestersvend. Efter afsluttet uddannelse i 1985 kom han til Thiele Optik i Brønderslev som butikschef og senere virkede han i Thieles afdeling i Frederikshavn frem til 92. Her overtog han Hasseris ure- og briller, og indledte hermed et samarbejde med Hans Laursen, som drev flere butikker i Vejle-området. I 1996 afstod Hans Laursen sine forretninger til kapitalkæden Synoptik. Jan Vinther virkede herefter som butikschef i Synoptik Frederikshavn frem til 2004, hvor han besluttede at prøve nye kræfter hos Nyt Syn i Skagen, hvor til han har pendlet de sidste 2 ½ år. Da muligheden for at blive selvstændig – oven i købet i Frederikshavn og i den frivillige kæde Nyt Syn, hvis koncept han har lært at kende i Skagen, slog han til, og glæder sig til de nye udfordringer i hjembyen, sammen med de fire ansatte, som alle fortsætter.