Gølstrup

Ny ejer af Vendelbo Trapper har store planer

35-årige Henning Ole Hedeland har købt Vendelbo Trapper - men Arne Brogaard fortsætter

GØLSTRUP:Vendelbo Trapper, som siden 1972 har bygget i stål til både private og virksomheder, har netop skiftet ejer. Ægteparret Henny og Arne Brogaard, som etablerede virksomheden, satte for et par år siden deres livsværk til salg, men der skulle gå to år, før den helt rigtige arvtager viste sig i skikkelse af Henning Ole Hedeland. - Vi ville gerne prøve noget andet i livet, siger 61-årige Arne Brogaard. Henny Brogaard, som arbejdede med bogholderi og lager er stoppet i virksomheden, mens Arne Brogaard skal arbejde på fuld tid det næste år - indtil den nye ejer har fået styr på de mange detaljer, som sidder på rygraden hos Arne Brogaard. De ansatte hos Vendelbo Trapper fortsætter uændret, og går det efter den nye ejers planlægning, skal der ansættes en ny smed efter jul. - Trapper og smedejern er oppe i tiden - både i det private og offentlige byggeri. Dertil kommer en række nye brandkrav, som gør, at der i dag bygges mere i metal end tidligere, og det er noget, der kan mærkes på omsætningen, siger Henning Ole Hedeland. I øjeblikket arbejder han hårdt på at få styr på detaljerne omkring administrationen i virksomheden, ligesom han har indført et nyt EDB-system. - Og samtidig skal jeg jo præsenteres overfor de mange kunder og leverandører, der ringer - det er vigtigt, at jeg får en god snak med dem, siger han. Men også nye kunder er på vej. Henning Ole Hedeland har en fortid indenfor branchen, og han har taget kontakt til en række store virksomheder, som han ser store muligheder for Vendelbo Trapper i. - Men der er meget, jeg skal lære. Hvert eneste opkald er nyt, så det tager lige et par uger mere, før jeg for alvor begynder at sætte mig ind i produktionen, siger han. I øjeblikket bor Henning Ole Hedeland med sin samleverske og deres to fælles børn, to piger på fem og otte år i Rødekærsbro ved Viborg. Det giver en lang, daglig køretur, og familien har indstillet sig på, at de kommende måneder bliver en tid med adskillelse. - Vi beslutter først om et år eller om, om vi vil flytte herop, siger Henning Ole Hedeland.