Ny ejer lukker robotfabrik

Adept i Frederikshavn er under afvikling - samtlige medarbejdere er afskediget.

Anders Abildgaard
Tidligere direktør Preben Hjørnet med et gribehåndtag til brug for fjerkræslagtning. Robotkomponenter til fødevareindustrien var Adepts speciale. Blandt kunderne i Nordjylland var fjerkræslagterierne Rose Poultry i Skovsgaard og Danpo i Aars. Arkivfo
Arbejdspladser 4. november 2011 09:10

En af Nordjyllands mest højteknologiske virksomheder, robotfabrikken Adept i Frederikshavn, lukker. Samtlige 20 medarbejdere er afskediget, og til nytår er sidste mand ude ad døren og aktiviteterne overflyttet til USA. Lukningen kommer blot ni måneder efter, at fabrikken, der dengang hed InMoTx, blev købt af den amerikanske koncern Adept, en af verdens førende robotproducenter. InMoTx' speciale var systemløsninger til fødevareindustrien, og det var meningen, at virksomheden skulle fungere som Adepts specialafdeling på dette felt. Sat fra bestillingen Hovedaktionær i InMotX var virksomhedens grundlægger, civilingeniør Preben Hjørnet, der efter overtagelsen fortsatte som leder af afdelingen. Men i august blev Preben Hjørnet sat fra bestillingen af de nye ejere - efter hvad NORDJYSKE erfarer på grund af uoverensstemmelser om strategien - og nu følger så resten af medarbejderne efter. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad der præcis ligger bag den amerikansk ledede koncerns beslutning om at lukke fabrikken i Frederikshavn. - Jeg kan ikke udtale mig om baggrunden - blot sige, at det er utrolig ærgerligt for virksomheden og en trist dag for mig personligt, siger Preben Hjørnet, der for en stor del blev betalt med resultatafhængige optioner, da han solgte sin virksomhed. Den 47-årige eksdirektør er allerede langt fremme med planer om at starte nye aktiviteter - dog ikke inden for fødevarerobotter, hvor han er bundet af en konkurrenceklausul en årrække endnu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...