Gandrup

Ny ejer på gammelt bogtrykkeri

Else og Ivan Ottesen har i 33 år drevet Brønderslev Bogtrykkeri

Else Ottesen fortsætter som ansat. Her sammen med Christian Danielsen. Privatfoto

Else Ottesen fortsætter som ansat. Her sammen med Christian Danielsen. Privatfoto

For 26 år siden gik den dengang unge bogtrykker Frits Danielsen og overvejede, hvor han skulle slå sig ned. Valgte stod mellem Dronninglund og Brønderslev. Valget faldt på Dronninglund, da der i Brønderslev var flere bogtrykkerier. Men nu bliver ønsket om være repræsenteret i Brønderslev til virkelighed. Frits Danielsen, der i 26 år har drevet Basis Tryk i Dronninglund, overtager 1. april Brønderslev Bogtrykkeri. Der er planer om at fortsætte Brønderslev Bogtrykkeri i Slagterigade. Else Ottesen fortsætter som ansat til sidst på året, og Christian Danielsen, der er søn af Frits Danielsen, får sit virke i Brønderslev. - Der vil være mulighed for at udføre opgaver på kryds og tværs, fortæller Frits Danielsen, der foruden Basis Tryk i Dronninglund, driver Gandrup Bogtrykkeri, som han overtog for fem år siden. Der rådes over meget moderne trykkerianlæg. Det var ved et tilfælde, køber og sælger fandt sammen. - En tekniker, der kommer på flere trykkerier, erfarede, at Brønderslev Bogtrykkeri var til salg, og han kendte interesserede købere. - På den måde blev vi ført sammen, fortæller Frits Danielsen og Ivan Ottesen. Der var i øvrigt flere interesserede købere, men det var Frits Danielsen, der kom i betragtning. De to kender hinanden fagligt, men alligevel har de aldrig snakket køb og salg. Brønderslev Bogtrykkeri er kendt for gennem 31 år at have trykt Brønderslevs julemærker, men udfører mange andre opgaver - fra visitkort til bøger. - Og det skal fortsætte, siger Frits Danielsen, der er glad for, at der findes en stor kundekreds omkring Brønderslev Bogtrykkeri. - Vi vil servicere kunderne på samme måde som hidtil, siger Frits Danielsen. 26-årige Christian Danielsen er udlært på Nordtryk i Frederikshavn, og har siden været hos Stibo Graphic i Horsens og Color Print i Vadum. - Jeg glæder mig til at gå i gang med et for mig nyt job og ny udfordring, siger Christian Danielsen. Det er planen at holde goddag- og farvelreception, men først efter sommerferien. Brønderslev Bogtrykkeri har eksisteret i 114 år. Da Ivan Ottesen overtog det for 33 år siden, var det placeret i Nørregade - mellem Ørnereden og Centralhotellet, som det hed dengang. I 1978 flyttede bogtrykkeriet til Slagterigade. Else og Ivan Ottesen har kun solgt selve trykkeriet, og de beholder ejendommen, hvor de også bor. - Det bliver lidt underligt pludselig at skulle stoppe, siger Ivan Ottesen. - I travle tider har vi undertiden arbejdet i døgndrift, når opgaver skulle være færdige. Ivan Ottesen har planer om at spille golf. - Og så håber jeg at kunne købe en lille båd, siger den 63-årige bogtrykker, der har sommerhus mellem Hals og Hou, hvorfra der ikke er langt til fiskevand. Ivan Ottesen kan i øvrigt skrive statsminister på sit visitkort. Han er nemlig regerende statsminister i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug på sjette år.