Ny energi bag AaB-sejr

AaB - Middelfart 4-1 (1-0) Fodbold, Danmarksserien AALBORG: Der kom ikke til at gå lang tid, før det smittede af på AaB's DS-mandskab, at holdet har fået tilført fire af klubbens største ynglingeprofiler. Alle fire spillede hele kampen, da topholdet Middelfart blev sendt hjem med en lussing, der kunne mærkes. - De kommer med energi, og i dag viser hele holdet glæde, mod og optimisme. Det har vi savnet, siger en glad og stolt AaB-træner, Finn Christensen. Det var da også et af de friske ansigter, der åbnede scoringen. Fire minutter før pausen gjorde Patrick Kristensen det til 1-0, og anden halvleg var dårligt kommet i gang, før et andet nyt ansigt Mahmoud El-Haijj øgede til 2-0. Gæsterne fik reduceret til 2-1 knap en halv time efter pausen, men i slutminutterne fjernede hjemmeholdet enhver tvivl om udfaldet med yderligere to scoringer. - Det var vigtigt for os at få nogle point på tavlen. Men det var også vigtigt, at vi viste modet til at spille fodbold, noterer AaB-træneren, som må undvære anfører Henrik Bruun, når holdet på fredag gæster endnu et tophold, FC Midtjyllands superligareserver fra Ikast. Henrik Bruun måtte indkassere en advarsel, som indbringer ham en ufrivillig fridag.OM Kampfakta: Mål: 1-0 Patrick Kristensen (41.), 2-0 Mahmoud El-Haijj, 2-1 (71.), 3-1 Claus Skibsted (81.), 4-1 Kristian Kristiansen (90.) Advarsler, AaB: Henrik Bruun, Michael Christensen, Lars Kristensen.