Ny erhversklub stiftet

Først og fremmest handler det dog om overlevelse i 1. div.

SINDAL:På banen holdt Sindals kommende 1. divisionsdamer målfest med en scoringsrekord på 40 mål i sæsonens sidste kamp i 2. division mod Holstebro, og udenfor banen sættes nu gang i et forsøg på sætte scoringsrekord i sponsorbidrag. - Næste sæson får vi væsentlig større udgifter til transport og flere dommerudgifter, siger medlem af håndboldafdelingens eliteudvalg Benny Risager. Ambitioner Sammen med et andet eliteudvalgsmedlem Arne Boelt har han skudt jagten på flere kroner i gang, og det første skridt blev taget før søndagens kamp imod Holstebro med stiftelse af SIF Håndbolds Erhvervsklub. - Vi har allerede mærket stor interesse for at være med i erhvervsklubben, der både skal skaffe økonomi til elitehåndbold og medvirke til at skabe en god moral omkring holdet, oplyser Benny Risager. For ambitionerne rækker videre end til at overleve i 1. division, som Sindal vender tilbage til efter en enkelt sæson i 2. division, men det skal foregå i det rigtige tempo. - Vi går snart ind i en storkommune, og vi håber på at der kan skaffes grundlag for at der i løbet at to-tre sæsoner spilles Ligahåndbold i storkommunen. Vi vil lægge op til samarbejde med nærliggende klubber om at skabe en professionel overbygning, siger Benny Risager. Fuldtallig bestyrelse Han lægger dog ikke skjul på, at det i første omgang drejer sig om at styrke den nye erhvervsklub. Ved søndagens møde blev der valgt en fuldtallig bestyrelse bestående af advokat Jens Bech, Dyrberg & Partners, uddeler Karsten Jakobsen, SuperBrugsen, statsaut. ejendomsmægler Finn Zimmer, Nybolig, statsaut. ejendomsmægler Mogens Christensen, EDC Sindal, og afdelingsdirektør Birger Frederiksen, SparNord. Denne bestyrelse suppleres med Arne Boelt og Benny Risager fra eliteudvalget. Samtidig indtræder de to sidstnævnte sammen med en af suppleanterne til erhvervsklubbens bestyrelse, Per Hesselbæk, Saturn ApS i et sponsorudvalg. - Vi vil først henvende os til de sponsorer vi har haft, og så er det oplagt at gå videre ud over storkommunen, siger Benny Risager. Forum for netværk Der skal nedsættes et arrangementsudvalg, hvor der er planen at gå i to forskellige spor, nemlig et med for eksempel en kendt håndboldspiller, der fortæller og et andet spor mere rettet mod for at høre topfolk indenfor erhvervslivet. Samtidig håber Benny Risager at erhvervsklubben kan blive et forum til at skabe netværk, der kan gavne erhvervslivet.