Lokalpolitik

Ny erklæring om Boels økonomi

Offentligheden får lejlighed til at vurdere den kommende landbrugskommisærs habilitet

KØBENHAVN: EUs kommende landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, vil i næste uge offentliggøre en erklæring om sine egne og hendes mand, Hans Fischer Boels, erhvervsinteresser og formueforhold. Det oplyste hendes kabinetschef, Claus Haugaard Sørensen, lørdag i forbindelse med røret om den manglende omtale i en tidligere revisorerklæring af Fischer Boels engagement i en russisk svinefarm. Erklæringen vil være færdig og blive offentliggjort inden EU-Parlamentets høring af Mariann Fischer Boel 6. oktober. - Alle erklæringerne vil blive offentliggjort inden høringerne for at skabe gennemsigtighed om hver enkelt kommissærs private økonomiske interesser. Erklæringerne vil også omfatte ægtefællers eventuelle professionelle aktiviteter, skriver Claus Haugaard Sørensen lørdag i en pressemeddelelse. Lørdag blev det slået fast, at hverken Mariann Fischer Boel eller hendes mand længere er involveret i landbrug i Rusland. Direktør Torben Thomsen fra selskabet Agripo Holding ApS, som Mariann Fischer Boels mand, Hans Fischer Boel, har været medejer af, oplyste, at Hans Fischer Boel trak sig ud af selskabet i august. Hans plads er blevet overtaget af direktør Niels Thorborg, L'Easy. Oplysningen bekræftes af Claus Haugaard Sørensen. Det er dog fortsat uklart, om Hans Fischer Boel var trådt ud af selskabet, da revisorerklæringen blev udfærdiget. Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen, fastholder, at der skal laves en ny revisorerklæring. - Sagen udvikler sig desværre mere og mere hovedkulds både for Mariann Fischer Boel og for statsministeren. Den seneste udvikling med, at revisorerklæringen ikke indeholder vitale oplysninger om Mariann Fischer Boel og hendes mands landbrugsmæssige engagement i Rusland er fatal. Revisorerklæringen, som skulle fjerne enhver tvivl om Mariann Fischer Boels habilitet, er endt i nærmest det modsatte, siger Frank Jensen til Ritzau. Keld Albrechtsen fra Enhedslisten har set brevvekslingen mellem Mariann Fischer Boels revisor, Hans Aage Rasmussen, Patriotisk Selskab, og Statsministeriet. Deraf fremgår det ikke, at ægteparret Fischer Boel var eller havde været engageret i russisk landbrug. - Man får det indtryk, at revisoren ikke vidste noget om Rusland. Jeg har søgt om aktindsigt i sagens telefonnotater for at se, om der har været en dialog mellem Statsministeriet og revisoren om det spørgsmål, siger Keld Albrechtsen. Han mener som flere andre, at oplysningerne om den russiske farm burde have været i erklæringen uanset om Hans Fischer Boel var ude eller på vej ud af selskabet. Dansk Folkeparti og de Radikale har fortsat tillid til, at der givet fyldestgørende oplysninger. - Men vi skal passe på, at det her ikke bliver en kalkunjagt på en person, som er kvalificeret til det arbejde, hun står over for, siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup. Retsordfører Elisabeth Arnold fra de Radikale mener, at oplysningerne om den russiske farm ikke tilfører sagen nyt, men undrer sig over dens forløb: - Det må falde tilbage på revisoren, der ikke alene skulle have hjælp af Statsministeriet, men også har glemt en væsentlig detalje. Sagen efterlader ikke andet end indtrykket af klodsethed og uprofessionalisme, siger Elisabeth Arnold til Ritzau. - Det er EU-Parlamentet, der skal tage stilling til Mariann Fischer Boels fremtid som EU-Kommissær, og parlamentet må afgøre, om det er tilfreds med revisorerklæringen, siger hun og tilføjer, at Mariann Fischers Boels forretningsmæssige forhold har været accepteret lige så længe, som hun var dansk minister. /ritzau/