EMNER

Ny etik hos kvægavlere

Danske kødkvægavlere lægger nu klart afstand til en udbredt praksis blandt kolleger i Belgien.

Blåkvæg i Danmark skal kunne kælve på naturlig måde.

Blåkvæg i Danmark skal kunne kælve på naturlig måde.

Her accepterer man kødkvæg, der er avlet til så ekstreme former, at køerne ikke kan kælve naturligt, men må forløses ved kejsersnit. Det har gennem mange år været fast praksis hos avlere af den kødfulde race Belgisk Blåhvidt Kvæg i Belgien, og da de første dyr kom til Danmark i 70'erne valgte danske kødkvægavlere også at acceptere konsekvenserne af det afsporede avlsarbejde. Men det er fortid nu. Kvægracen har skiftet navn i Danmark og hedder nu Blåkvæg Danmark, og alt samarbejde med Belgien er afbrudt. - Vi kan ikke acceptere den belgiske praksis, men finder den etisk uanstændigt, siger formand for Blåkvæg Danmark, Lars Thede, Hundborg, Thisted. Ved at fjerne "belgisk" i navnene sender vi et kraftigt signal til belgierne og alle andre om, at vi ikke ønsker at blive kædet sammen med det, der foregår i racens oprindelige hjemland, erklærer han. De danske avlere har bevidst avlet for at få dyr med lette kælvninger og de seneste fire år ligget på seks-otte pct. kejsersnit. I England tog man tilsvarende skridt i 2007.