Ny fængsling i skudsag

{ KØBENHAVN: En 27-årig mand blev søndag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet i 25 dage, sigtet for at have medvirket til drabet på en 21-årig mand på Nørrebro natten til torsdag. Den 27-årige nægtede sig skyldig ved søndagens grundlovsforhør, der foregik bag lukkede døre, fordi politiet forventer flere anholdelser i sagen. Med fængslingen af den 27-årige sidder i alt to personer nu varetægtsfængslet, efter at en 20-årig mand lørdag blev sendt bag tremmer. Den 21-årige mand blev dræbt, da der blev åbnet ild mod ham og en gruppe andre unge, kendt fra en af byens kriminelle grupper. I alt 12 skud blev sendt gennem luften fra en 9 mm Glock-pistol, og et af skuddene ramte og dræbte den 21-årige. Yderligere en person blev såret ved skudepisoden./ritzau/

Forsiden