Ny farfar i "Festen"

Sommerspilsveteran springer til med kort varsel

Thorkild Baggesen (th.) sprang til med få timers varsel, da han blev spurgt, om han ville være med i "Festen" på Vendsyssel Teater. Her ses han i 2007 som hotelkarl i sommerspillets udgave af "Sommer i Tyrol" sammen med Ernest Petersen og Mimi Saugman. Arkivfoto: Hans Ravn

Thorkild Baggesen (th.) sprang til med få timers varsel, da han blev spurgt, om han ville være med i "Festen" på Vendsyssel Teater. Her ses han i 2007 som hotelkarl i sommerspillets udgave af "Sommer i Tyrol" sammen med Ernest Petersen og Mimi Saugman. Arkivfoto: Hans Ravn

HJØRRING:Vendsyssel Teaters stærkt anmelderroste succesforestilling "Festen", der lige nu henrykker publikum, har fået ny ”farfar”, oplyser teatret i en pressemeddelelse. Amatørskuespiller Thorvald Baggesen, der er kendt af mange for sit store engagement i Hjørrings teaterverden, har overtaget rollen som ”farfar” efter Kurt Welander Sørensen. Sidstnævnte måtte forlade forestillingen i utide på grund af et færdselsuheld. - Jeg må indrømme, at jeg skulle tage en rask beslutning, da Peter Schrøder ringede og spurgte, om jeg kunne spille samme aften. Heldigvis sagde jeg ja, og nu er jeg med i en fantastisk forestilling, siger Thorvald Baggesen. - Det er både sjovt og spændende at arbejde sammen med så dygtige folk. Det er en god forestilling, og overalt er der søde mennesker. Thorvald Baggesen er 68 år. Hans altid stærke engagement i amatørskuespil gjorde, at han for nylig kunne fejre sit 50-års-jubilæum som amatørskuespiller. På disse kanter er Thorvald Baggesen nærmest synonym med den engagerede amatørskuespiller, og han har da også gennem årtier været ankermand for Amatørscenen og ikke mindst Hjørring Sommerspil, hvor han er formand. Han færdes lige hjemmevant i rollen som instruktør og skuespiller. Det er ikke første gang, at han medvirker i en forestilling sammen med professionelle skuespillere. Han har nemlig tidligere optrådt på Vendsyssel Teater i forestillingerne "Nøddebo Præstegaard" og "Folk og Røvere i Kardemomme by". Selv om teatret står hans hjerte meget nær, bliver der også tid til sin bedemandsforretningen, som han driver på 23. år. Desuden passer han hvervet som kirkesanger og arbejdet i menighedsrådet i Tårs, hvor han er formand. Nu er han så med i "Festen" som den lettere senile farfar. Forestillingen spiller på Vendsyssel Teater frem til 1. maj, hvor man kan møde Thorvald Baggesen sammen med de øvrige skuespillere. Hvis man vel at mærke er hurtig. Billetsalget har i den grad taget fart efter gode anmeldelser af både publikum og presse.

Forsiden