Ny FCM-træner debuterer med Super Cup-trofæ

Spændingen mellem FCM Håndbold og Team Esbjerg forsvandt i første halvleg efter vestjysk scoringskrise.

Ritzau
Super Cup i Vejle Spektrum 6. september 2016 Team Esbjerg - FCM Håndbold Foto: Scanpix/Frank Cilius
6. september 2016 20:10

Kristian Kristensen har fået en optimal start som ny træner for FC Midtjyllands håndboldkvinder.

Tirsdag aften vandt klubben overbevisende Super Cup-titlen med en overbevisende sejr på 29-21 over Team Esbjerg.

Super Cuppen er mødet mellem sidste sæsons danmarksmester og pokalvinder. Derfor var det også en revanche for pokalvinderen FC Midtjyllands samlede nederlag til Team Esbjerg i DM-finalerne i begyndelsen maj.

Det var Kristian Kristensens første betydende kamp i spidsen for FCM-kvinderne, siden Helle Thomsen for otte dage siden overraskende stoppede som cheftræner i klubben.

Efter sejren påførte FCM-spillerne sig en trøje med teksten "Tak for alt Helle" som en hyldest til klubbens tidligere træner.

I begyndelsen lignede det en jævnbyrdig kamp, men ved 6-6 knækkede kampen.

Her tog Esbjergs offensiv sig en ordentlig blunder. Holdet lavede både fejl og brændte chancer, og derfor gik der over ti minutter mellem Esbjergs sjette og syvende scoring i kampen.

I mellemtiden havde FCM scoret flittigt, og ved pausen var midtjyderne foran med 15-9.

Efter pausen bevarede FCM koncentrationen, og Esbjerg blev holdt på afstand. Derfor kom der aldrig nogen spænding tilbage i opgøret.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...