Ny femårig aftale om pesticidplan

KØBENHAVN:Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har i dag indgået en aftale om en ny fremårig pesticidhandlingsplan med Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti. Brugen af pesticider skal begrænses. Det fremgår af aftalen, som blev indgået på et møde mellem parterne sent fredag eftermiddag. Planen indebærer, at der udlægges 25.000 hektar sprøjtefri randzoner langs vandløb - fire gange så meget som i dag. Landmændene skal bruge mindre sprøjtegift, og det samme skal gartnere og frugtavlere. Desuden skal der laves regler om, hvordan landmændene skal rense sit sprøjteudstyr, så grundvandet ikke forurenes. Private haveejere slipper for restriktioner i brugen af plantegifte. De skal i en informationskampagne have gode råd om, hvordan de håndterer pesticider korrekt. /ritzau/