Ferielov

Ny ferielov kan koste dig efterårsferien

Når du skal planlægge ferie i det nye ferieår, som starter 1. september, er der især én ting, du skal være opmærksom på.

Før ferieloven blev vedtaget i 1938, var det ingen lovmæssig ret, at en arbejdstager kunne holde ferie. I 1938 fik arbejderne ret til to ugers ferie om året, mens alle i dag har ret til at holde fem ugers ferie. (Arkivfoto) Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Før ferieloven blev vedtaget i 1938, var det ingen lovmæssig ret, at en arbejdstager kunne holde ferie. I 1938 fik arbejderne ret til to ugers ferie om året, mens alle i dag har ret til at holde fem ugers ferie. (Arkivfoto) Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Hvis du vil være sikker på at kunne snitte græskar og samle kastanjer med børnene i den kommende efterårsferie, så er der en ting i den nye ferielov, du skal sørge for at have styr på.

For når den nye ferielov træder i kraft den 1. september, vil du fremover optjene din ferie løbende, så du også kan bruge den i løbet af året.

Har du fem årlige ferieuger, optjener du 2,08 feriedage ved udgangen af hver måned.

Det betyder, at du som udgangspunkt ikke kan nå at optjene nok feriedage til at kunne holde fri i efterårsferien, som i år ligger 12.-18. oktober.

- Hvis man ikke har fået overført feriedage fra det tidligere ferieår, så vil man opleve, at man ikke har optjent nok feriedage, siger Gabriel L.K. Martiny, der er advokat i WTC advokaterne.

Feriedage til gode?

Den nye lov er en fordel for de nyansatte, som nu ikke længere skal arbejde ferieåret ud, før de kan holde betalt ferie.

Vil du være sikker på en efterårsferie, skal du derfor hurtigst muligt tjekke, om du har nogle feriedage til gode, du kan trække med over. Feriedage, som du ikke bruger mellem den 1. maj og 31. august 2020, bliver automatisk overført.

Har du nogle planlagte dage liggende i slutningen af august, kan du eventuelt høre din chef, om du må få dem skubbet til efterårsferien i stedet.

Har du ingen dage til gode, er der en anden løsning. For med den nye ferielov bliver det muligt at bruge feriedage på forskud, hvis arbejdsgiveren går med til det.

- Men vær opmærksom på, at du kan komme til at mangle de tre dage fremadrettet, når du eksempelvis skal afholde din jule- eller påskeferie, siger Gabriel L.K. Martiny.

Aftal ferien med chefen

Det kan også være, dit arbejde holder lukket på bestemte dage, hvilket betyder, der kan vente nogle tvungne feriedage forude, du skal have for øje.

Vær desuden varsom med at bruge feriedage på forskud, hvis du har planer om at stoppe ved din arbejdsgiver, da du risikerer, at de bliver modregnet i din løn.

Er du i tvivl om, hvorvidt din efterårsferie er i fare, så se, om du kan lave en aftale med chefen.

- Det hjælper ofte, hvis du i god tid går i dialog med din arbejdsgiver om, hvad du har tænkt dig at holde af fri eksempelvis i det kommende halve år, siger Mads Kildegaard Larsen, der er chefkonsulent ved fagforeningen Djøf.

FAKTA: Det skal du vide om den nye ferielov

- Loven træder i kraft den 1. september 2020.

- Den giver mulighed for at afholde betalt ferie inden for det samme år, som den optjenes.

- Ferien optjenes over 12 måneder, men kan afholdes over 16 måneder.

- Du vil være sikret mindst 25 feriedage på et år. Det svarer til, at du optjener 2,08 feriedage om måneden.

- Du har mulighed for at holde ferie på forskud, hvis du aftaler det med din arbejdsgiver.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation.

/ritzau fokus/

Hvis du har en sjette ferieuge eksempelvis gennem overenskomsten, som du er ved at tænke ind i dine ferieplaner, så vær opmærksom på, at der kan gælde forskellige regler for de fem lovbestemte uger og så den sjette uge.

- Det er ikke alle arbejdsgivere, der vil have bragt de to systemer i synk, siger Mads Kildegaard Larsen.

Men er du en del af en større virksomhed, vil der typisk være lavet en vejledning i din HR-afdeling, du kan få hjælp fra, så du ikke får planlagt ferien forkert.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.