Ny filmsæson indledes med film og debat

K-notatet til diskussion

FREDERIKSHAVN:Er Matadors oberst Hackel røget på feltlazaret og har moderne ledelsesformer og -strategier i stedet indtaget forsvaret? Laterna Nordica indleder onsdag den 20. oktober kl. 19.30 en ny filmsæson med at vise dokumentarfilmen K-notatet - en film, der foregår i hjertet af Forsvarskommandoen. K-notatet er en aktuel dokumentarfilm om et emne, der også kan have stor betydning for Frederikshavn. Den giver et helt unikt billede af, hvad der i realiteten skete, da Frederikshavn mistede sine u-både. Vi får et dybt indblik i de overvejelser og strategier, som Fko havde i tiden op til det store forsvarsforlig 2004, siger Knud Skaarup Jensen fra Laterna Nordica. Filmen er lavet af Dola Bonfils og har indgået i Magtens Billeder – en serie dokumentarfilm, som DR først afslutter her i oktober. Er åbenhed og moderne ledelse forsvarets nye profil? Skal forsvaret absolut følge tilfældige strømninger i tiden, eller er forsvarsområdet for specielt? Og hvad med det nye forsvarsforlig? Hvad sker der med Frederikshavn? Hvor står forliget lige nu? Alt dette er spørgsmål, som filmen griber fat i, og som H.C. Mathiesen fra forsvarskommandoen, instruktør Dola Bonfils og chefen for Flådestationen, Per Hansen, vil debattere denne aften. Mød op til en film- og debataften i Den Lille Sal i Det Musiske Hus onsdag den 20. oktober.