Ny filmskole til skuespillerfrø

Fra september kan unge mellem 14 og 18 år få afprøvet skuespillerfaget ganske gratis på Aalborg Ungdomsskole. Sådan lyder et nyt koncept fra Dansk Skuespillerkatalog, og indehaver Tommy Duus regner med at oprette 10-15 filmskuespillerskoler i landet foruden den aalborgensiske af slagsen. - Mange har måske prøvet at stå på en scene, men film er mere kompleks end det, og med de danske films succes i udlandet er der brug for nye unge kræfter, siger Tommy Duus, der efterfølgende håber at kunne caste elever fra skolerne til projekter. Initiativtageren mener samtidig, at mange unge lever med en håbløs drøm om at blive skuespiller, uden at de har sat sig ind i, hvad det kræver fysisk og psykisk, og det kan skolerne måske forhindre. - Undervisningens klare mål er at afklare og kvalificere eleverne, siger han og fortæller desuden, at undervisningen vil indeholde erhvervssparring og aftaler med nærmiljøet. Eleverne får en ugentlig undervisning på tre timer af erfarne folk fra branchen, og interesserede skuespillerfrø kan søge informationer om tiltaget på Dansk Skuespillerkatalogs hjemmeside.