Ny fiskegrossist kom godt fra start

Firmaet Frisk Hanstholm Fisk sælger fersk fisk til kroer, hoteller og kantiner over hele landet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Leif Macohn arbejder i produktionen hos Frisk Hanstholm Fisk. Han står blandt andet for håndfileteringen af fiskene.

- Starten har været god og vi er blevet taget rigtigt godt imod. Det siger Belinda Frost, der sammen med kompagnonen Nis Andersen stiftede virksomheden Frisk Hanstholm Fisk i begyndelsen af august. Firmaet har til huse i Hanstholm Røgeris tidligere lokaler på Kai Lindbergs Gade og beskæftiger i alt fem medarbejdere foruden en freelance bogholder. Målgruppen for virksomheden er kroer, hoteller og kantiner samt en række fiskehandlere over det ganske land. Idéen bag forretningen er at sælge fisk af den bedste kvalitet. Det betaler sig i længden. - Det har derfor været vigtigt for os at få Hanstholm med i firmanavnet. Hanstholm er jo kendt for fisk af den allerbedste kvalitet, siger Belinda Frost. Det er også derfor, at Frisk Hanstholm Fisk bevidst har valgt at sortere udenlandske fisk fra i sortimentet. - Vi slår mest på danske fiskearter, siger Belinda Frost, der sammen med sin kompagnon har en fortid som medejer af Scampex, der gik konkurs i februar i år. Belinda Frost fortæller, at idéen med at starte et nyt firma dukkede op en gang i maj i år. - Der fik vi lyst og overskud til at prøve igen, siger hun, og medgiver, at hendes erfaring fra branchen var med til at fremskynde etableringen af virksomheden. - Hvis man var fuldstændigt grøn, så havde det nok været svært at få det hele til at falde på plads, siger hun.