Ny fodboldcup til Skagen

SKAGEN:Mange års gode oplevelser i forbindelse med deltagelse i den store internationale fodboldturnering Skaw Cup resulterer nu i, at Skagen bliver hjemsted for endnu en stor ungdomsturnering. Det er en norsk afslutningscup for herrejunior-hold, der spilles 17. - 19- oktober på Skagen Idræts Klubs anlæg. Det er weekenden efter, at den danske turneringsfodbold slutter. Den norske cup har hidtil været spillet i Løkken, men nu er det lykkedes at trække de cirka 500 norske juniorer til Skagen for dér at spille mod hinanden. - Det er resultatet af en rigtigt godt samarbejde i Skagen. Vore norske venner ved, at de får en god behandling her, og at faciliteterne er i orden. Der er ingen tvivl om, at den meget roste Skaw Cup har været et godt salgsargument, siger Rolf Hauge, der ejer Skagen Ny Vandrehjem. De cirka 500 norske fodboldspillere ledsages til Skagen af ledere, forældre og andre pårørende, så også på sportsbanerne forlænges turistsæsonen nu væsentligt. Gæsterne skal bo dels på det nye vandrerhjem, dels på vandrerhjemmet i Gl. Skagen, i badmintonhallerne og på madrasser i Skagen Kultur- og Fritidscenter. I invitationen fra den norske arrangør, Indre Østfold Reisebyrå, hedder det om overnatningsstederne i Skagen blandt andet: Det er steder, som ved præcist hvordan fodboldgrupper skal behandles, da de hvert år har mange hold på træningslejr. Al bespisning af gæsterne foregår på de enkelte overnatningssteder.