Ny fokus på Krohg og Skagen

Skagens Museums nye udstilling kaster nyt lys over Christian Krohgs modeller

SKAGEN:Fra 18. marts til 6. juni sætter Skagens Museum med den hidtil største præsentation af Christian Krohgs skagensbilleder nogensinde for alvor fokus på denne norske maler, der for første gang kom til Skagen i sommeren 1879 og i løbet af 1880’erne vendte tilbage flere gange, hvor han fik en tæt kontakt til den berømte kunstnerkoloni. Mødet med Skagen, lokalbefolkningen og kunstnerne fik afgørende betydning for Krohgs kunstneriske udvikling, men han var også med til at inspirere flere af Skagensmalerne, ikke mindst Michael og Anna Ancher. Flere hovedværker Den nye særudstilling, hvor det gennemgående tema er Christian Krohg og Skagen, består af cirka 40 værker, blandt andet nogle af hovedværkerne, så som ”Sovende mor” udlånt fra Bergen Kunstmuseum og ”Garnbinderen” udlånt fra Nasjonalgalleriet i Oslo. Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Lillehammer Kunstmuseum, som har opsporet en række af Krohgs værker i privateje, som også kan ses på udstillingen. Med på udstillingen kommer også et landskabsbillede, som Skagens Museum købte sidste år, men som man valgte at gemme i magasinet, så den først blev præsenteret i forbindelse med udstillingen. Krohg blev af de andre malere i kunstnerkolonien betragtet som en radikal oprører. Han lagde vægt på, at kunsten skulle rumme et socialt engagement ved at skildre de skæve og fattige eksistenser. Nye oplysninger - Hans foretrukne motiv var skildringer af den jævne fiskerfamilie Gaihede og deres daglige gøremål. På Skagens Museum har vi flere af disse malerier, og vi har faktisk i forbindelse med forberedelserne til udstillingen i flere tilfælde revideret vores opfattelse af, hvem der har stået model til billederne, fortæller museumsinspektør ved Skagens Museum, Mette Bøgh Jensen. Under et af disse malerier, der forestiller en sovende mand, har man for eksempel hidtil kunnet læse titlen: ”Fisker Niels Gaihedes middagslur”. Nu har man imidlertid fundet frem til, at det må være Rasmus Gaihede, der ligger med ryggen til. Også et andet maleri på Skagens Museum skal nu have en ny forklaring. Det er ”En mor fletter sin lille datters hår” fra 1888. - Man har i mange år ment, at det var Rasmus Gaihedes kone, Tine, der sad med datteren Ane, men da maleriet er fra 1888, og Ane først blev født i 1887, kan det ikke være hende. Det må være den ældre søster, Maren Sofie, der får flettet hår på dette maleri, siger Mette Bøgh Jensen. Detektivarbejde Forarbejdet til Krohg-udstilllingen har på mange måder været et større detektivarbejde. - Krohg daterede sjældent sine malerier, og han lavede mange gentagelse med de samme motiver, så vi må ofte forsøge at datere de forskellige værker ud fra mindre detaljer i malerierne, forklarer museumsinspektøren. Hjælp til dette opklaringsarbejde kan blandt andet hentes i nogle af de ting, som Christian Krohg selv skrev. Flere af disse tekster kan også studeres på udstillingen. Sidste gang Krohg var i Skagen var til redningsmanden Lars Kruses begravelse i 1894, hvor han var der som korrespondent for dagbladet Politiken.