EMNER

Ny fondschef skal rådgive kunder om værdipapirer

VRÅ:58-årige Knud Vittrup fra Brønderslev er netop tiltrådt en nyoprettet stilling som fondschef i Sparekassen Vendsyssel med hele sparekassen som arbejdsområde, og med domicil i Sparekassen Vendsyssels hovedsæde i Vrå. Knud Vittrup lægger ikke skjul på, at det er et drømmejob, han har sagt ja til. Ifølge kollegaerne har han altid været meget interesseret i aktier, obligationer med mere. Det er denne viden, der nu skal komme alle til gode. I sit ny job skal Knud Vittrup uddanne investeringsrådgivere i sparekassen, stå for rådgivning omkring aktiver og obligationer - både privat- og erhvervskunder. - Jobbet bliver bestemt ikke mindre krævende end det, jeg har i dag, bemærker Knud Vittrup, der glæder sig til at prøve kræfter med det nye område. Knud Vittrup, der er 58 år, kom i 1961 i lære i Hirtshals Sparekasse, og i 1965 var han udlært. Efter soldatertjeneste kom han til den daværende Landbosparekasse i Aalborg. I 1970 kom han til Brønderslev Sparekasse, der dengang var placeret på hjørnet af Algade og Nygade, hvor Gjærup Jørgensen i dag har til huse. Senere skete en fusion, og det blev til Sparekassen Nordjylland. Her var Knud Vittrup indtil 1995, da han kom til Vrå Sparekasses nyåbnede afdeling i Brønderslev. Faktisk var Knud Vittrup i 1986 med til at oprette en investeringsafdeling i Spar Nord Bank, og her udførte han det arbejde, han kommer til nu. - Det har været nogle gode år med 400-500 ny kunder hvert år, fortæller Knud Vittrup. Han siger, at kunderne godt kan li' at have den samme rådgiver. - I de større pengeinstitutter skifter man rådgiver jævnligt, og det synes alle ikke om, bemærker Knud Vittrup. Han siger, at mange nye kunder kommer til, fordi de fra venner, bekendte eller familie har erfaret, at der gives en god behandling. Knud Vittrup kom til Sparekassen Vendsyssel, den daværende Vrå Sparekasse, efter at han stoppede i Spar Nord Bank, hvor han til slut var ekspeditionssekretær.