EMNER

Ny forening klar til at hjælpe med bisiddere

Frivilligrådet fostrede ideen til oprettelse af Foreningen "Frivillige Bisiddere i Vesthimmerlands Kommune"

Det er tanken, at bisidderne kan være med ved bl. a. lægebesøg. Arkivfoto

Det er tanken, at bisidderne kan være med ved bl. a. lægebesøg. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND:- Forstod jeg det nu rigtigt, det der blev sagt? Mange er usikre på, om de kan svare ja til det enkle spørgsmål til dem selv. og det vil en ny forening nu hjælpe dem med. Foreningen "Frivillige Bisiddere i Vesthimmerlands Kommune" er netop blevet dannet, og den håber at kunne sende et ekstra par ører og øjne med til lægen, hospitalet, socialrådgiveren eller hvilket møde man nu føler sig usikker på at forstå resultatet af. - Erfaringen andre steder i landet er, at sådan en ordning faktisk fungerer rigtigt godt. Bisidderne får kurser og fungerer som sparringspartner for den, de følger. De har ingen myndighed selv og har i øvrigt tavshedspligt, fortæller formanden for den nye forening, Sonja Marcussen. Ide fra Frivilligrådet Lokalt er ideen er sprunget ud af Frivilligrådet, som Sonja Marcussen og to af kollegerne i den nye bestyrelse også sidder i som repræsentanter for foreninger. Her har man set og hørt om lignende initiativer, der fungerer godt, fortæller Sonja Marcussen. - Vi kan se at Ældre Sagen i Vesthimmerland har en bisidderordning, der bruges godt. Vores ordning gælder alle aldersgrupper, det mener vi, der er brug for. Men vi er da spændt på modtagelsen, gør Sonja Marcussen forventningerne op. Initiativet er støttet af kommunen på linje med andre nye foreninger. Ingen får løn Servicen er gratis, bisidderne ulønnede og alt hviler på frivillighed som princip. Derfor skal man heller ikke kunne regne med at bruge sin bisidder som advokat, læge eller hvad man nu mener at have brug for. En bisidder er skal bare være en klar tanke og det ekstra sæt øjne og ører, der kan hjælpe med at forstå hvad fagfolk søger at fortælle en. - Vi har foreløbig en halv snes bisiddere tilknyttet, to af dem er helt klar. Senest 1. februar har vi delt brochurer ud. Så må vi se, om der er nogen, som kan bruge os, siger Sonja Marcussen forventningsfuldt. Foreningen kan kontaktes på mobilnummeret 6172 4190. Linien er åben tirsdag 17.30-18.30. Ellers er der telefonsvarer og man kan siden blive ringet op af foreningen.

Forsiden