EMNER

Ny forening på jagt efter guld

Møntklub vil have kvalitet til de kræsne samlere og noget alle

HJØRRING:- Området har allerede en velfungerende møntklub i Numismatisk Forening for Hjørring og Omegn, men vi tror på, at vi kan tilbyde nogenlunde det samme og måske lidt mere. Søren Meyer slider sammen med nogle andre møntelskere for at stable en ny møntklub på benene i sommervarmen, hvor de fleste møntsamlere ellers er jaget ud i haven af deres bedre halvdele. Omgangen med de elskede mønter må normalt henlægges til regnvejrsdage og -aftener, men til efteråret kommer albummerne atter frem for alvor. Til den tid skulle Hjørring Møntklub gerne være en realitet. - Der er mange og meget seriøse samlere i Vendsyssel. Det er blandt andet dem, vi satser på at få fat på, forklarer Søren Meyer og skynder sig at tilføje: - Men målsætningen er også, at der skal være noget for enhver smag og pengepung. Han og flere af de andre initiativtagere er medlemmer i den allerede eksisterende forening. Det medlemskab har han tænkt sig at beholde.. - Det er en god forening, men jeg samler for eksempel kun på danske årgangsmønter. Det er kroner og ører efter den skandinaviske møntreform i 1873. Der savner vi lidt, at der ind imellem er højere kvalitet på mønterne i Numismatisk Forening. Vi vil gerne have høj kvalitet og nogle af de lidt dyrere mønter på også, fortæller han. - Vi satser på at have 40-50 af 200 lots på hver auktion, som vil gå for mere end 100 kroner. Og så vil vi meget gerne have et varieret udbud. Der skal være både danske årgangsmønter og skillingsmønter, gode svenske og norske mønter, lidt guld og noget fra det attraktive Dansk Vestindien på alle auktioner. Vi håber også på at få lidt sedler ind og flotte udenlandske mønter, så vi dækker stort set alle samleres interesse. Hjørring Møntklub har tænkt sig at lokke sælgere til ved at tilbyde salærfrihed, hvis mønterne ikke bliver solgt. - Ingen vil jo sætte en 10-øre 1923 til salg for 4000 kroner, hvis der skal betales fem procent i salær, uanset om den bliver solgt eller ej. Vi vil tage et salær på fem procent af hammerslagspriserne. Det vil sige det beløb, mønterne bliver solgt for. Dog maksimalt 100 kroner i salær per mønt, siger Søren Meyer. - Og så vil vi som andre foreninger tage et gebyr på fem procent af køberne. Også her dog højest 100 kroner per mønt. Vi skal ikke betale noget for at låne lokalerne i Rådhuskælderen og foreningen skal økonomisk bare hvile i sig selv, så vi tror på, at vi kan klare os for et kontingent og et beskedent salær på solgte mønter. Han regner med, at der i starten vil blive solgt mønter på hver auktion for mindst 10.000 kroner, men håbet at runde de 20.000 kroner, når først foreningen for alvor kører. - Vi har allerede 25-30 samlere, der har lovet at melde sig ind, smiler Søren Meyer. - Dem vil vi i løbet af sæsonen tilbyde en aften med Michael Fornitz. Han er vel nok Danmarks mest anerkendte numismatiker og står for vurderingen af mønter ehos Thomas Høiland - det førende auktionshus i Danmark, hvad angår mønter og frimærker.