Ny forening på vej i Jerslev

Jerslev 15. september 2002 08:00

JERSLEV: I 1990 blev der oprettet en vennekreds af frivillige. Den havde til formål at arrangere underholdning og lignende for beboerne på Rosengården, det daværende Jerslev Plejehjem. Vennekredsen skulle også være behjælpelig med en hånd ved særlige lejligheder. Omsorgen for de ældre fra privat side er i år blevet udvidet med en besøgstjeneste, der søger at etablere forbindelse mellem de ældre, der ønsker at få besøg, og de personer, der melder sig som besøgsven. Det er ikke alene beboerne på plejehjemmet, man tænker på i denne sammenhæng, men også andre ældre i lokalområdet. Bag denne besøgstjeneste står en række frivillige kontaktpersoner, Jerslev Plejehjem, hjemmeplejen, vennekredsen, sognepræsten og menighedsrådene. Kontaktperson fra Vennekredsen, Else Kraglund, oplyser, at kredsen fra flere sider er blevet opfordret til at oprette en støtteforening, så der kan blive mulighed for at støtte økonomisk, hvis man ikke har tid eller kræfter til at gå aktivt ind i hjælpearbejdet. Besøgstjenesten og Vennekredsen tager nu opfordringen op og indbyder til stiftende generalforsamling torsdag den 19. september i Rosengårdens opholdsstue. Her vil blive orienteret om mulighederne for at danne en forening. Forslag til vedtægter vil blive fremlagt, og hvis foreningen bliver en realitet, skal der vælges en bestyrelse på syv medlemmer. ruk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...