Ny forening vil slås mod sexmyter

Unge drenge ser 30 minutters porno om dagen. Piger i hobetal får foretaget kosmetiske operationer for at leve op til pornografien.

Nærhed og ømhed - men absolut ingen sex.. Foto: Scanpix

Nærhed og ømhed - men absolut ingen sex.. Foto: Scanpix

Og prostituerede er alle ofre og skal hjælpes. Myter og fordomme er der masser af, når det handler om vores seksualitet. Ingen af de tre påstande er dog sande, de bidrager kun til den stigende bekymring omkring sex i det tidligere så frigjorte Danmark. Det mener det nye netværk Seksualpolitisk Forum, der blev stiftet fredag og består af sexologer, skolelærere, forskere, journalister, forfattere og psykologer. Med netværket håber de at kunne råde bod på myterne og påvirke debatten om seksualitet. Regnefejl - Det viste sig for eksempel, at manden bag undersøgelsen om unge drenges forbrug af porno havde lavet en regnefejl, og at de faktisk kun så porno fem minutter om dagen. Men det kom ikke frem nogen steder, siger filminstruktør og forfatter Steen Schapiro. Og når politikere foreslår afholdenhed for unge, voksencensur på internettet og forbud mod købesex, er det ifølge netværket udtryk for en stigende nypuritanisme, som hænger seksuelt aktive og nysgerrige ud som ofre eller perverse. Sexolog og jordemoder Vibeke Hollænder mener, at vores bekymringskultur har kvalt vores frisind og tolerance. Camouflage - Forargelse bliver alt for ofte camoufleret som omsorgsfuld bekymring for de unge. Og intet er for småt til at bekymre sig, når det handler om sex. Vi håber at kunne give et mere realistisk billede af virkeligheden og fortælle unge, at sex altså også er sjovt, siger hun. - Det er vigtigt at holde fast i det frisind, som vi har kæmpet for, især for kvinderne. Jeg vil nødig se det gå baglæns igen. Det nye netværk vil også kæmpe for retten til at leve af sin seksualitet og anerkendelse af blandt andre prostituerede og strippere. Derfor hilser talskvinde for VIP Lounge for danske sexarbejdere det nye netværk velkommen. - Vi skal give prostituerede nogle rettigheder for netop at komme gråzonen på området til livs. I dag er prostituerede i Danmark så stigmatiserede, at det er svært for dem at stå frem og tale deres egen sag, siger Maj Christensen. Støtten vil ifølge Maj Christensen også gavne de kvinder, der tvinges til prostitution, så de kan gøre sig fri af deres bagmænd. /ritzau/