Udland

Ny forfatning baner vej for sommervalg i Zimbabwe

Befolkningen i Zimbabwe skal til stemmeurnerne ved udgangen af juli.

Ny forfatning baner vej for sommervalg i Zimbabwe

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, vil afholde valg ved udgangen af juli.

Det siger statslige medier søndag.

Landets forfatningsdomstol afgjorde fredag, at parlaments- og præsidentvalget skal finde sted inden 31. juli. Mugabe skal dermed fastsætte den endelig valgdato, før parlamentets valgperiode slutter 29. juni.

Mugabes største udfordrer til præsidentposten bliver hans mangeårige rival Morgan Tsvangirai, der er landets premierminister.

22. maj i år underskrev Robert Mugabe en ny forfatning. Formålet med forfatningen var at bane vejen for valget, der altså nu bliver afholdt i slutningen af juli.

Forfatningen, som blev vedtaget ved en folkeafstemning i marts med massiv opbakning, indskrænker præsidentens beføjelser og medfører, at en præsident højst kan sidde i to embedsperioder.

Den har dog ingen tilbagevirkende kraft i forhold til den 89-årige Mugabe, som i princippet kan blive ved magten i endnu to perioder eller 10 år.

På trods af gentagne beskyldninger om valgsvindel, krænkelse af menneskerettigheder og en økonomi i ruiner har den 89-årige præsident Robert Mugabe regeret landet i 33 år - siden dets uafhængighed fra Storbritannien tilbage i 1980.

Også Mugabes politiske rival, premierminister Morgan Tsvangirai, har støttet forfatningen.

Mindst to millioner mennesker stemte ved folkeafstemningen i marts. Af landets over 12 millioner mennesker er fem millioner stemmeberettigede.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.