Ny forklaring på fravalg af Fischer: Han var skadet

Torsdag kom der en ny forklaring på, hvorfor Viktor Fischer ikke var med i onsdagens testkamp mod Georgien.

Ny forklaring på fravalg af Fischer: Han var skadet

Landstræner Morten Olsen forklarede onsdag aften efter 2-1-sejren hjemme over Georgien, at angriberen Viktor Fischer ikke kom på banen af taktiske årsager.

Der var i forvejen tre deciderede angribere på banen, og Danmark havde brug for kantspilleren Kasper Kusk til at smække indlæg ind i boksen, lød det fra Olsen.

Ved torsdagens formiddagstræning på Aalborg Stadion kom der så en anden og helt ny forklaring på, hvorfor Fischer ikke kom på banen.

- Det, vi er lidt bange for lige i øjeblikket, er, at vi har tre-fire spillere, som er skadede, men forhåbentligt kun småskadede.

- Det er Simon Kjær, Niki Zimling, Dennis Rommedahl og Viktor Fischer, som der må stilles spørgsmålstegn ved. Det er lige lovlig mange, kan man sige, lyder det fra Olsen.

Fischer fortalte ikke noget om en skade onsdag aften efter kampen, men bekræfter torsdag, at han døjer lidt med en mindre skade.

- Ja, jeg har lidt optræk til et lyskeproblem. Og det kan godt være, at det var derfor, at jeg blev holdt ude i går. Jeg restituerer i dag og i morgen, og så træner jeg på lørdag igen.

Spørgsmål: Regner du med at blive klar til Armenien-kampen?

- Klart. Det gør jeg, fastslår den unge Ajax Amsterdam-angriber.

Det er ikke en gammel skade, som han har slæbt med sig ind i landsholdslejren.

- Nej, det er kommet nu her. Jeg havde halvanden uges pause, og så har vi trænet hårdt igen. Og det har måske været lidt for meget.

- Der er optræk til noget, og hvis vi holder godt styr på det nu, så bliver det ikke til noget som helst, garanterer Fischer.

Endnu vil han ikke gøre sig de store forventninger til spilletid i tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Armenien.

- Jeg har ikke rigtig nogle forventninger personligt. Andet end at jeg fra lørdag, når jeg begynder at træne igen, vil gøre mit absolut bedste for at vise, at jeg gerne vil spille, siger Fischer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.