Turisme

Ny formand for branche i krise

Turister svigter feriehusudlejere

AALBORG:Feriehusudlejernes Brancheforening har fået ny formand. Det drejer sig om Erling Holmberg, 51, der er adm. direktør for Danmarks største feriehusudlejningsvirksomhed, Novasol A/S & dansommer A/S. Erling Holmberg afløser Kaj Frederiksen, der selv har ønsket at forlade hvervet, på formandsposten. Kaj Frederiksen fortsætter i øvrigt på næstformandsposten, en post som den nye formand har haft de seneste fire år. Formandsskiftet fandt sted på organisationens generalforsamling, hvor Kaj Frederiksen i sin sidste beretning kunne fortælle, at branchen i 2004 havde en tilbagegang i antallet af overnatninger på fire procent. For indeværende år ventes yderligere tab af kunder, hvilket primært skyldes tilbagegang på det meget vigtige tyske marked. På den baggrund frygter den nye formand, at mange i branchen, når året er gået, vil komme til at se tilbage på en ekstremt hård sæson med et stort fald i indtjeningen. - På den baggrund må det stå lysende klart for regeringen, at der må gøres noget, siger Erling Holmberg, der i den forbindelse påpeger, at det er de sidste mange års reduktioner i bevillingerne til markedsføring af Danmark, man nu ser konsekvenserne af. - Mange i branchen ønsker at intensivere markedsføringen for at fastholde og tiltrække kunderne, og jeg ser frem til, at regeringen bakker op omkring disse initiativer med handling og penge. Det er nødvendigt, hvis vi skal have vendt den negative udvikling, siger den nyvalgte formand