Lokalpolitik

Ny formand for de konservative

Hanne Lundholm tager over efter Peter Lykke Henriksen

Hanne Lundholm - nu formand for de konservative i Frederikshavn. Arkivfoto

Hanne Lundholm - nu formand for de konservative i Frederikshavn. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:De konservative havde et elendigt kommunalvalg med markant tilbagegang i såvel Frederikshavn, Sæby og Skagen. I Frederikshavn fik de konservative 5,1 procent af de afgivne stemmer mod 8,08 procent ved valget i 2001, og det var "ikke tilfredsstillende", sagde Peter Lykke Henriksen på partiets generalforsamling forleden. Tilbagegangen skyldtes efter formandens opfattelse, at valget i 2005 blev "et præsidentvalg" mellem Erik Sørensen (S) og Hans Jørgen Kaptain (V) - og at de konservative ikke på forhånd meldte klart ud, hvem de støttede. Peter Lykke Henriksen forlod af arbejdsmæssige årsager bestyrelsesarbejdet efter fem år, heraf de sidste tre som formand. Ny formand for de konservative i Frederikshavn Kommune blev Hanne Lundholm, som fra 1993 til 2001 repræsenterede de konservative i Frederikshavn Byråd. Efter generalforsamlingen består bestyrelsen udover Hanne Lundholm af Niels Johansen, Strandby, Grethe Jensen, Frederikshavn, Dorthe Rasmussen, Strandby, Philippe Simon, Carl Erik Aarøe og Jørgen Nielsen, alle Frederikshavn. De konservatives nuværende medlem af byrådet, Villy Møller, fik ved valget i november 187 personlige stemmer, og det var fem stemmer færre end Peter Nielsen fra Aalbæk, der overtog de konservatives mandat i sammenlægningsudvalget. Begge politikere fortalte på generalforsamlingen om deres politiske arbejde. Generalforsamlingen godkendte planerne om at lave en fælles vælgerforening, der fra januar 2007 dækker Ny Frederikshavn Kommune dog således at der etableres lokal-udvalg, hvor medlemmer kan mødes lokalt for dialog og debat . De konservative har pt. 57 medlemmer i Frederikshavn, 44 i Skagen og 74 i Sæby.