Lokalpolitik

Ny formand for de konservative

Bo Sandeman er ny formand for konservative i Brønderslev

Bo Sandemand vil gerne være med til at tage et ansvar. Foto: Kurt Bering

Bo Sandemand vil gerne være med til at tage et ansvar. Foto: Kurt Bering

- Hidtil har jeg ikke blandet mig meget i politik. Men da jeg har tre børn, synes jeg også, at jeg har et ansvar. Det siger den ny formand for de konservative i Brønderslev, salgs- og produktchef Bo Sandemand. 45-årige Bo Sandemand har gennem snart fem år været ansat på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev. For et par år siden meldte han sig ind i partiet. - Selv om jeg har en travl hverdag, vil jeg gerne gøre et stykke politisk arbejde, siger Bo Sandemand. - Jeg synes, at man hos de konservative er tæt på beslutningerne. Partiet, og ikke mindst Karsten Frederiksen, sætter meget fokus på det, der sker i Brønderslev. - Man kan sige, at de konservative bekymrer sig om det nære samfund. Bo Sandemand siger, at alle medlemmer skal føle sig godt tilpas. - Vi er jo midt i Lene Espersens højborg, og det skulle medlemmerne gerne kunne mærke. Bo Sandemand vil gerne være med til at gøre partiet synligt. Alle bestyrelsesmøder er åbne, så medlemmerne kan også give deres meninger til kende. - Man kan ikke andet end sige, at folk tages alvorligt. Forleden var Lene Espersen på besøg hos vognmand Jørn Pedersen, der ønskede at vende nogle ting med Lene Espersen. Bo Sandemand afløser Jan Petersen fra Gerå. De konservative fik to nye medlemmer i bestyrelsen, endda unge medlemmer, nemlig Jacob Dyhr fra Dronninglund og Rikke Christiansen fra Brønderslev. Ny næstformand er Karsten Krogsgaard Sommer fra Ørsø. Bestyrelsen består desuden af Helle Mosbæk, Ole Agger Hansen, begge Brønderslev, Jan Petersen samt Kurt Thomsen fra Hjallerup. Ud er trådt Ann Mellergaard og Morten Sloth, begge Dronninglund. Karsten Frederiksen er valgt til de konservatives borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg. Karsten Frederiksen lægger ikke skjul på, at partiet denne gang stiler efter at få to pladser i byrådet. I dag er det kun Karsten Frederiksen, der repræsenterer den konservative politik. Karsten Frederiksen tror på muligheden. - Der er mange, der stopper i byrådet, og mange vælgere skal finde et nyt sted at sætte deres kryds. Karsten Frederiksen lægger ikke skjul på, at han stiler efter at kunne blive tungen på vægtskålen, og at det måske kan føre til, at der bliver peget på ham som borgmester. Det har tidligere været tæt på.