Ny formand for frivilligcenter
HADSUND: Formand for Frivilligcenter Mariagerfjord Lene Lundsgaard, som har været med fra starten i 2013, takkede af på generalforsamlingen forleden. Hun overlod formandsroret til Poul Bergman.
Lene Lundsgaard takkede for det gode samarbejde, der har været omkring Frivilligcentret. Hun slipper ikke helt tilknytningen til de frivillige, idet hun takkede ja til en post som suppleant.
Leder Tommy Sørensen fortalte om et år, som på mange måder har været markant. Man er flyttet fra små lokaler på 15 kvm til store nye på 145 kvm.
De nye lokaler rev godt og grundigt i bundlinjen, men resultatet var det hele værd, selv om det gav et minus på årets resultat på lidt over kr. 100.000, vurderer Tommy Sørensen.
Det er nu muligt for foreninger og frivillige at låne et skrivebord med pc, få kopieret, skåret til og foldet efter ønske helt op i A3 format, oplyste han.
Med lokaler, der snildt kan rumme 36 siddende personer, er der også plads til arrangementer.
- De frivillige siger bare til, og er det ledigt, koster det ikke noget at låne lokale. Vi tilbyder faktisk ret gode forhold med moderne faciliteter, mulighed for at lune medbragt forplejning og opbevaring på køl til det skal i brug, fortalte Leder Tommy Sørensen.
Han så gerne lidt flere tiltag omkring socialt samvær i det, der kaldes cafemiljøet. Her er der plads til flere grupper.
Bestyrelsen udgøres nu af Poul Bergman (formand), Per Søndergaard Matthiesen (næstformand) og Jan Vestergaard (sekretær), Faketa Leto, Erik Brandt og Ingermann Sørensen samt Peter Muhl Nielsen som repræsentant fra byrådet. Fawaz Alzatto og Lene Lundsgaard blev valgt til suppleanter.
Generalforsamlingen blev afviklet i Frivilligcentrets lokaler på Kirkegade 4 i Hadsund, og 24 deltog.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.