Ny formand for Skagen Fiskeriforening

SKAGEN:Skagen Fiskeriforenings formand siden generalforsamlingen i 1992, Kurt Rye Poulsen, holdt sin sidste beretning på generalforsamlingen i går. Han var efter tur på valg, og genopstillede ikke. Som hans afløser konstituerede den nyvalgte bestyrelse sig senere i går med den hidtidige næstformand, fiskeskipper Carl Jesper Hermansen, som ny formand. Kurt Rye Poulsen har været medlem af fiskeriforeningens bestyrelse i 21 år, og selv om de øvrige bestyrelsesmedlemmer havde accepteres hans beslutning om at træde ud, slap de ham dog ikke helt. Han blev nemlig som den eneste stillet i forslag til at træde ind i bestyrelsen for fiskeriforeningens understøttelses- og hjælpefond. Her afløser han Villy Christensen. På generalforsamlingen bragte formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen, en tak til Kurt Rye Poulsen for det store arbejde, han har ydet som medlem af foreningens hovedbestyrelse i de mange år, han har været formand i Skagen, og næstformanden i Skagen Fiskeriforening takkede ham på foreningens vegne og motiverede en stående applaus. Carl Jesper Hermansen oplyste, at fiskeriforeningen siger officielt farvel til Kurt Rye Poulsen ved en reception lørdag 15. januar, hvor man samtidig præsenterer foreningens nye kontorlokaler på Havnevagtvej 5.