EMNER

Ny formand i Ilbro

} ILBRO: Der har netop været afholdt generalforsamling i Ilbro/Lørslev Idrætsforening, og i den anledning skete der en ændring i toppen af foreningen, da den hidtidige formand, Preben Olsen, trak sig tilbage. - Jeg synes, at det var tiden, at jeg skulle stoppe. Nu har jeg efterhånden været med i 18 år, fortæller Preben Olsen, som modtog JBU’s sølvnål for sit mangeårige arbejde. I stedet for den afgående formand valgte man Erik Palsberg Jørgensen, der i en årrække har været med i bestyrelsen. Bestyrelsen fik iøvrigt et nyt ansigt i form af Allan Meersom. I forvejen består bestyrelsen af Bjarke Dybro Pedersen, kasserer Brian Pedersen og næstformand Niels Johan Pedersen. Ilbro/Lørslev Idrætsforening kom iøvrigt ud af regnskabsåret med et minus på 29.000 kroner, men det negative resultat var dog ventet, da der blandt andet er investeret i gymnastikredskaber. I forbindelse med generalforsamlingen modtog Torben Thomsen årets træner/lederpokal for hans arbejde med fodboldafdelingens miniputspillere, der i sæsonen leverede flotte resultater.