Ny formand i ny boldgade

Jens Erik Grøn har ikke tidligere været formand eller spillet håndbold, men har et fast greb om bolden

Håndbold 20. april 2003 08:00

AABYBRO: Selv om han aldrig har gået til håndbold, havde Jens Erik Grøn ikke de store betænkeligheder ved at lægge billet ind, da Aabybro HK ved generalforsamlingen i marts stod og manglede en ny formand efter Bjarne Christiansen, som havde valgt at stoppe efter seks års indsats på posten. Baggrunden for Jens Erik Grøns ja til byens håndboldklub var dels, at han har børn, som dyrker sporten i klubben, og dels, at hans indtryk er, at Aabybro HK er en veldrevet og godt organiseret klub til gavn for mange særligt unge medlemmer. Og det indtryk er ikke blevet svækket, efter at han er trådt til og for første gang bestrider en formandspost. I første omgang fungerer han lidt som føl under Bjarne Christiansen, der står i spidsen for dette års udgave af Påskestævnet, som langt tidligere er blevet planlagt. Desuden har Jens Erik Grøn sagt ja til at tage bl.a. vagten lørdag aften på Nørhalne Skole Men når dette stævne om kort tid skal evalueres og planlægningen af et nyt skal finde sted, så skal Jens Erik Grøn tage sin del af ansvaret. - Jeg har to børn, der spiller håndbold, og det er en god social sport. Børnene får mange gode sociale relationer gennem klubben. Medlemstallet har også været støt stigende gennem de senere år fra 170 til 250 medlemmer, så det er en klub med stor opbakning, siger Jens Erik Grøn. - Jeg har ikke spillet håndbold, men holdt mig til fodbolden. Derfor kan jeg ikke være træner i Aabybro HK, men så kan jeg være med på lederplan. Når min børn er med i klubben, vil jeg som forælder gerne bruge tid på at hjælpe klubben til gavn for både mine egne børn, men også for de mange andre, som får glæder i klubben, siger han. Han mener, Påskestævnet er et af beviserne på, at Aabybro HK er en veldrevet klub. - Når man kan holde et så stort stævne med 2000 deltagere og så for 17. gang, så viser det, at man har stor støtte og opbakning rundt omkring, siger Jens Erik Grøn, som ikke forudser behov for at ændre konceptet for Påskestævnet. Han er i sin korte tid i klubben heller ikke stødt på større ting, der trænger til en anden måde at gøre tingene på. - Der er nu en bestyrelse med en god blanding af nye og rutinerede kræfter, siger han. - Umiddelbart fungerer klubben godt, selv om der nok er ting, som kan gøres anderledes. Jeg har indtil nu kun set arbejdet fra forældresiden, og der har ikke været noget at klage over, konkluderer han. Alligevel er der et område, hvor ændringer kan presse sig på, og det skyldes succes. Efter at HS Nords håndbolddamer er rykket op i den bedste række, rykker holdet også mod mere professionelle tilstande både på og udenfor banen med ansættelse af spillere og trænere, oplyser den ny AaHK-formand. - Vi er jo en lille klub. Derfor skal vi i AaHK-bestyrelsen diskutere, hvordan samarbejdet er strikket sammen en gang til. Hele klubben havde jo meget gavn af det år, hvor HS Nord trænede i Aabybro, siger Jens Erik Grøn om HS Nord, der er en overbygning på Aabybro HK og Aalborg KFUM.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...