Overenskomster

Ny formandskandidat hos Socialdemokraterne

Fagforeningsmand går efter topposten

KØBENHAVN:En ny mand melder sig nu i opgøret om at overtage formandsposten hos Socialdemokraterne efter Mogens Lykketoft. I går meddelte Nicolas E. Fischer, at han er kandidat til posten. Nicolas E. Fischer har siden 1995 været formand for Luftfartsfunktionærerne i SAS og forklarer sit kandidatur med, at Socialdemokratiet er gået i stå. - Vi mangler visioner og holdninger, og vi løber efter Pia Kjærsgaard. Vi har haft en stor fortid, og vi skal også have en stor fremtid, siger Nicolas E. Fischer til Ritzau. Der er allerede to kandidater til posten som formand, som skal findes ved en urafstemning blandt Socialdemokraternes 53.000 medlemmer. De to andre kandidater er politisk ordfører Frank Jensen og det nyvalgte folketingsmedlem Helle Thorning-Schmidt. Nicolas E. Fischer vil nu rette henvendelse til Socialdemokraternes partikontor for at komme med rundt i landet på den debat-turné, de to andre kandidater indledte fredag. Og selvom han ikke sidder i Folketinget eller er særlig kendt i den brede offentlighed, så tror han på, at han kan blive valgt. - Når mine kolleger og kammerater i partiet hører, hvad jeg mener, så tror og håber jeg på, at det sætter nogle tanker og ændringer i gang, siger Nicolas E. Fischer. EU-modstander - Det må være slut med at afgive suverænitet til EU, forklarer Nicolas E. Fischer, der har tidligere har markeret sin EU-modstand ved at føre den danske ratificering af Maastricht-aftalerne til højesteret. Den ny kandidat til formandsposten har været vidt omkring. Han er søn af ungarske forældre, født i Paris og opvokset i Brasilien. Han kom til Danmark i 1974 og tjente til studierne på Landbohøjskolen ved at slæbe pakker i Københavns Lufthavn. I 1979 begyndte han at arbejde i SAS. I 1995 blev han formand for Lufthavnsfunktionærerne i SAS. Nicolas E. Fischer er 53 og har tre voksne børn med ægtefællen Ragnhild Fischer, som han mødte i kibbutz i Israel. Den ny kandidat vil også have trukket alle danske soldater hjem fra Irak med det samme. Kandidaturet kommer bag på Ditte Hartvig, der er formand for Socialdemokraternes Østerbro-kreds, hvor både Nicolas E. Fischer og Helle Thorning-Schmidt hører hjemme. - Det er selvfølgelig en del af den demokratiske proces, men det er måske lidt fjollet, siger Ditte Hartvig, som ikke har set Nicolas E. Fischer i kredsen i flere år. - Han er ikke aktiv i partiet, og det undrer mig, at han stiller op uden at tage sin kredsformand i ed, siger hun. Informationschefen i Dansk Metal, Jens Holmsgaard, henviser til, at forbundet ikke vil kommentere nogle af kandidaterne. I LO er der heller ikke nogen opbakning at hente for den ny kandidat. - Vi har ikke udtalt os om de andre kandidater, og det ønsker vi heller ikke at gøre nu. Det er noget, de selv må afgøre hos Socialdemokraterne, siger næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger. Det kommer ikke bag på arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Jesper Due. - Jeg tvivler på, at nogen i fagbevægelsen tager dette her særligt alvorligt. Det skyldes, at Fischer repræsenterer et lille forbund. Det kommer ikke til at betyde noget som helst, at han kommer fra en fagforening, mener Jesper Due. Den seneste S-formand, der kom fra fagbevægelsens egne rækker, var statsminister Anker Jørgensen. Han var formand for det, der senere blev til Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD. /ritzau/