Ny Formel 1-pris skal belønne de tapre og dristige

Formel 1 udvider samarbejdet med handelsplatformen Crypto.com, hvor der kan handles med kryptovalutaer.

Sebastian Vettel har halvvejs gennem Formel 1-sæsonen foretaget flest overhalinger i alt. (Arkivfoto)

Sebastian Vettel har halvvejs gennem Formel 1-sæsonen foretaget flest overhalinger i alt. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Formel 1 har annonceret en ny pris, der skal belønne den kører, der laver flest overhalinger i løbet af indeværende sæson.

Det bekræfter arrangørerne på Formel 1-hjemmesiden.

- Prisen er designet til at belønne den tapperhed, som udvises af kørere, der foretager dristige træk i jagten på succes, fremgår det.

Prisen bliver en udvidelse af Formel 1's samarbejde med Crypto.com, der er en platform for handel med alverdens kryptovalutaer.

Derfor vil navnet på den nye pris også være inspireret heraf, nemlig Crypto.com Overtake Award.

I øjeblikket er det den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel, der fører konkurrencen halvvejs gennem sæsonen.

Om prisen kan motivere kørerne til at blive mere dristige på racerbanen, må tiden vise. Ikke desto mindre er det langt fra første gang, at arrangørerne har forsøgt at skabe mere spænding i løbende med forskellige tiltag.

I samme kategori blev DRS-systemet indført tilbage i 2011. Systemet gør, at kørerne på nogle strækninger kan få lov til at åbne for bagvingen, så vindmodstanden mindskes, hvilket gør det nemmere at overhale.

Det har siden vist sig effektivt og benyttes fortsat den dag i dag.

Den nye overhalingspris bliver én af mange forskellige priser. Der findes blandt andet også en pris for sæsonens hurtigste pitstop, der er et samarbejde mellem Formel 1 og DHL. Denne pris blev første gang uddelt tilbage i 2015.

Red Bull Racing har vundet denne pris de seneste tre sæsoner.

Om den nyannoncerede pris kan motivere kørerne, får vi at se, når de efter en fire uger lang pause genoptager sæsonen i denne weekend. Her går løs på den belgiske Spa-bane.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden