Aalborg

Ny forstander for Aalborg Sportshøjskole

Rasmus Krogh tiltræder fra 1. juni på skolen, der har 25 medarbejdere

Rasmus Krogh skal fra 1. juni stå i spidsen for Aalborg Sportshøjskole.

Rasmus Krogh skal fra 1. juni stå i spidsen for Aalborg Sportshøjskole.

AALBORG:Aalborg Sportshøjskole har ansat ny forstander. Rasmus Krogh kommer fra en stilling som konsulent i Aalborg Kommune, hvor han har arbejdet med en lang række udviklingsopgaver inden for fritids- og folkeoplysningsområdet.

Bestyrelsesformand Jens Holm Danielsen udtaler:

- Rasmus har tidligere været ansat på Aalborg Sportshøjskole, og vi ved, hvilke resultater han har skabt i sit nuværende job. Vi tror, han er manden, der kan videreudvikle skolen og realisere nogle af de store anlægsprojekter, vi har planer om. Vi er ambitiøse, og vi vil være et fantastisk sted for unge mennesker. Vi er sikre på, at Rasmus kan få det til at ske”.

Rasmus Krogh er 42 år og bor sammen med sin kone og to børn i den lille landsby Nørholm vest for Aalborg, og selv siger han følgende om den nye stilling:

- Tiden på højskole skal være det bedste halve eller hele år i et ungt menneskes liv. Det er ambitionen med det, vi laver på Aalborg Sportshøjskole. Jeg føler mig privilegeret over at blive en del af denne fantastiske verden igen. Aalborg Sportshøjskole har nogle af landets bedste undervisere og andre ansatte. Det bliver en stor og spændende opgave, at videreføre det gode arbejde skolen gør.

Aalborg Sportshøjskole har i seks år været under ledelse af Betina Møgeltoft, som sammen med medarbejderne har skabt en rigtig stærk skole i vækst - på trods af, at de seneste mange år, har været vanskelige for højskolerne generelt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.