Ny forstander på Vrå Folkehøjskole

VRÅ:Pia Schnoor overtager jobbet som forstander på Vrå Folkehøjskole til årsskiftet. Da stopper den nuværende forstander, Kasper Graarup, som efter såkaldt gensidig overenskomst med højskolens bestyrelse har valgt at fratræde sin stilling. Vrå Folkehøjskole har i en årrække haft dårlig økonomi og svigtende tilgang af elever, og det fik bestyrelsen til at overveje, om der monstro ikke skulle gås helt nye veje i forsøget på at redde højskolen. De overvejelser endte med et stillingsopslag til posten som forstander - en proces, der nu er endt med, at Pia Schnoor tiltræder til årsskiftet. Pia Schnoor bliver dog tilknyttet højskolen allerede 1. december, idet hun skal arbejde tæt sammen med Kasper Graarup i en glidende overdragelse af jobbet. - Det er ikke bare en person, vi har ansat, men en helt ny profil, siger formanden for Vrå Højskole, Lisbet Baggesen. - Vi er faldet både for hendes person og for de tanker, hun har gjort sig om højskolens fremtid, siger hun. Den nye forstanders tanker beskæftiger sig i udpræget grad med den nye højskolelov, der giver mulighed for at etablere kurser, der indeholder kompetenceudvikling af f.eks. arbejdsløse. - Den slags kurser henvender sig til mennesker, der vil have opkvalificeret en mangelfuld skolelærdom - og sådanne kurser har vi brug for, idet vi overhovedet ingen ansøgere har til de lange kurser efter nytår, og som vi derfor ikke længere vil udbyde, siger Lisbet Baggesen. De korte sommerkurser skal der ikke ændres på.