Forbrugerpolitik

Ny forvirring i hindbærsag

Direktør for Hørkram kritiserer Fødevarestyrelsen for manglende handling. Det passer ikke, siger fødevarechef

Administrerende direktør for virksomheden Hørkram, Erik Schulz, opfordrer Fødevarestyrelsen til at feje for egen dør i sagen om de sygdomsfremkaldende hindbær. - For mig at se, så har myndighederne været meget tavse under hele forløbet. Vi har ikke modtaget nogen som helst information fra deres side, siger Erik Schulz fra Hørkram. Den kritik afviser fødevarechef Henning Knudsen fra Fødevareregion Ringsted. - Det er simpelthen ikke korrekt. Vi kontakter dem telefonisk om problemerne i juni, og de reagerer på vores henvendelse med en fax om, at de har tilbageholdt og hjemkaldt bærrene, siger fødevarechefen. Sagen startede i maj, hvor de første blev syge af de forurenede hindbær. Siden er over 1.000 mennesker blevet syge med opkastning og diarré. Seneste tilfælde var midt i august. Hindbærrene har blandt andet været anvendt i desserter på sygehuse og plejehjem. Hørkram har ligesom en række andre virksomheder fået bøder for ikke at have trukket et parti frosne hindbær tilbage i tide. - Virksomhederne skal i følge loven hjemkalde hele partiet, men Hørkram har kun tilbagekaldt i en periode. De har ikke gjort det ordentligt, mener Henning Knudsen. Direktøren for Hørkram erkender da også fejlen. - Vi prøver ikke at vaske hænder, men vi appelerer til myndighederne om, at de også laver en tiltrængt selvransagelse. Procedurerne kunne være mere klokkeklare, for det er ikke nok, at myndighederne bare står klar med bødeblokken siger Erik Schulz. Forbrugerminister Lars Barfoed (K) havde tirsdag sagen i samråd, og her pointerede han, at styrelsen havde kontaktet alle mellemleverandører den 8. juni med meddelse om tilbagekaldelse. Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen, har som følge af de modstridende udtalelser bedt forbrugerministeren redegøre for kommunikationen i sagen. - Det er afgørende at få klarlagt, om det ministeren sagde under samrådet også har fundet sted, eller om der er blevet misinformeret, siger Per Clausen.