Danmark

Ny gasmotorvej sikrer billigere varmepris

En ny gasmotorvej til Tyskland sikrer 400.000 danske naturgaskunder energi, når Nordsøens gaslagre tørrer ud.

Ny gasmotorvej sikrer billigere varmepris

Et tryk på en knap i Egtved ved Vejle har betydning i pengepungen hos landets cirka 400.000 naturgaskunder.

For knappen åbner i dag en ny stor naturgasmotorvej med indvielse af en 94 kilometer lang gasledning til Tyskland og resten af Europa inklusive Rusland og Nordafrika.

Der findes allerede en gaspipeline til Tyskland. Men den hastigt faldende produktion af naturgas i Nordsøen gør det nødvendigt at skrue markant op for forbindelsen til andre kilder.

Fra at være en eksportvare for Danmark kan nordsøgassen blive en mangelvare. Skal den store investering i naturgasnet og naturgasfyr ikke være spildt, skal der sikres en fremtidig, stabil og sikker energiforsyning via Tyskland fra det europæiske kontinent.

Den nye gasledning har kostet 1,7 milliarder kroner og kan transportere over 700.000 kubikmeter gas i timen. Det er en tredobling i forhold til den hidtidige kapacitet.

- Uden den nye ledning kan vi ikke fremover sikre gasforsyningen til Danmark. Hvor vi før sendte gas til Tyskland, så vender udviklingen nu, siger Anette Skibsted, anlægschef i Energinetdanmark.dk, der står bag byggeriet af gasledningen.

Fordelen ved naturgas er, at den i modsætning til el kan lagres i lang tid og i store mængder. Dermed kan den medvirke til et stabilt energisystem, som giver plads for en gradvis overgang fra kul, olie og gas til vedvarende energiformer.

HMN Gassalg A/S er del af HMN-koncernen, der er ejet af 57 kommuner i Midt- og Nordjylland samt hovedstadsområdet, og forsyner to tredjedele af de danske naturgaskunder.

- Gaslinjen til Tyskland virker som et skjold mod stigende naturgaspriser til gavn for gaskunderne, hvis udbuddet ikke mere kan følge med husstandenes og virksomhedernes brug af naturgas, siger administrerende direktør Ole Albæk Pedersen fra HMN Gassalg A/S.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst