Ny gave til Johs. V. Jensen Museet

Museer 20. marts 2007 05:00

FARSØ: Støtteforeningen for Johannes V. Jensen Museet i Farsø er igen blevet betænkt med en gave. Denne gang er det Carlsberg Fonden, der synes, at museet skal have en bronzebuste af forfatteren. Det kom sig af, at Johannes Larsen Museet i Kerteminde havde en buste af gips, som de ønskede sig en bronzeafstøbning af. Ifølge Jens Munk-Christensen, formand for Støtteforeningen for Johs. V. Jensen Museet i Farsø, spurgte Carlsberg Fonden, om man så ikke skulle lave to eksemplarer og give det ene til museet i Farsø. - Vi er helt benovede, siger Jens Munk-Christensen, som selv tager til Kerteminde for at hente busten i maj, sammen med de bestyrelsesmedlemmer, der i øvrigt har mulighed for at tage med. Støtteforeningen har netop fået programmet for det kommende års arrangementer på plads. I aften er der, som tidligere omtalt i NORDJYSKE, en showaften i Thit-salen med fokus på Johannes V. Jensens og Jeppe Aakjærs sange og digte og det indbyrdes venskab mellem de to. 9. maj arrangerer støtteforeningen en bustur til lokale steder, hvor Johannes V. Jensen færdedes som barn. Efter sommerferien vil støtteforeningens medlemmer blive inviteret til at være prøvekaniner på foreningens nye skoletjeneste. Der er udarbejdet en række spørgsmål og opgaver, som tager udgangspunkt i Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, og dem kan de voksne få lov at prøve, om de kan svare på. Det bliver 25. september. Endelig er der allerede nu planlagt en aften 6. november med titlen ”Johannes V. Jensen og de fynske malere.”

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...