Lokalpolitik

Ny genbrugsplads til august

Arbejdet med at etablere genbrugspladsen i Dronninglund bliver sendt i licitation i denne måned

Den gamle miljøstation i Dronninglund lukkede i februar 2007. I august 2009 står den nye endelig klar - hvis alt går efter planen. Arkivfoto

Den gamle miljøstation i Dronninglund lukkede i februar 2007. I august 2009 står den nye endelig klar - hvis alt går efter planen. Arkivfoto

Går alt efter planen, står den nye genbrugsplads i Dronninglund klar til at tage imod de første besøgende til august. Al forarbejdet er nemlig lavet, og nu mangler AVV kun at købe jorden, hvor genbrugspladsen skal ligge. - Vi har bestyrelsesmøde på mandag, hvor jeg forventer, at vi godkender købet af arealet. Og umiddelbart herefter sender vi arbejdet i licitation, forklarer AVV direktør, Poul Berg. Brønderslev Byråd behandler salget af jorden til AVV på det første byrådsmøde i januar. Men genbrugspladsen har også ladet vente på sig. Den gamle miljøstation lukkede i februar 2007, og dengang håbede man på, at en ny kunne åbnes i starten af 2008. Denne tidsplan blev dog hurtigt skubbet, da ejeren af jorden ved Nordjysk Andel ikke ønskede at sælge til kommunen. Det førte til, at Brønderslev Kommune blev nødt til at ekspropriere jorden. En beslutning, som lodsejeren klage over til Naturklagenævnet. Her lå sagen i næsten et år, og først i maj sidste år fik Brønderslev Kommune medhold i klagesagen. Dermed var den sidste forhindring for en ny genbrugsplads fjernet, men det er altså først nu, at arbejdet bliver sat i gang. - Det er AVVs politik, at vi ikke begynder at grave i jord, vi ikke ejer, siger Poul Berg. Mens AVV og Brønderslev Kommune har forhandlet om købet af jorden, er tiden dog blevet brugt på at få de nødvendige tilladelser på plads, forklarer Poul Berg. - Miljøgodkendelser, lokalplan osv. er på plads, så nu er arbejdet med at etablere den nye genbrugsplads lige på trapperne, siger han. Der bliver tale om to licitationer på arbejdet vedrørende genbrugspladsen. En på arbejdet med at etablere selve pladsen, samt en licitation på arbejdet med bygningerne på pladsen.