Ny generation flyttet ind på Waar Hovedgaard

Glidende generationsskifte fuldendt på de historiske gemakker, hvor det angiveligt fortsat spøger. Se tv-indslag

Se tv-indslag fra 24Nordjyske Et spøgelse huserer ifølge beboere stadigvæk, men ellers emmer bevaringsværdige Waar Hovedgaard fra 1500-tallet af forandring. Vivi og Anders Amager købte hovedbygningen i 1977 sammen med 15 hektar jord, deler dog nu ejerskabet med parrets fire børn som led i et fuldført glidende generationsskifte, og med en enkelt undtagelse er alle børn og børnebørn fra nær og fjern rykket ind på gemakkerne. De sidste brikker for generationsskiftet faldt på plads, da svigersønnen, Stefan Janek, sidste år gik på pension som F-16 pilot i det tyske flyvevåben i en alder af 42 år med rang af oberst. Han og hustruen, Lykke Amager Janek, og deres tre børn, flyttede for nylig fra Nordtyskland til hendes barndomshjem ved Farstrup i den vestligste del af Aalborg Kommune, hvor de nu deler Waar Hovedgaards østfløj med Vivi og Anders Amager. I forvejen var den yngste datter, Anne-Sophie, rykket ind i et nærliggende hus sammen med sin familie, sønnen Mikkel og familie frister tilværelsen i hovedgårdens portnerbolig, mens søn og medejer David og hans hustru og børn bor i midtjyske Sorring. - Vi har alle aftalt en slags pagt, hvor vi lover hinanden, at ingen skal føle sig stavnsbundet til Waar Hovedgaard, og at stedet skal forblive i familiens eje uanset hændelser som dødsfald i ejerkredsen, fortæller ældstedatter Lykke Amager Janek, der nu har overtaget ansvaret for bed and breakfast fra forældrene. - Jeg opgraderer oplevelsen med økologisk morgenmad, men også værelserne har fået et pift, fremhæver Lykke Amager Janek, og fremviser den nye, rummelige brudesuite med himmelseng og udsigt til Limfjorden. Parret Vivi og Anders Amager understreger vigtigheden af familie-projektet. - Hvis ikke børnene var flyttet ind, havde Vivi og jeg nok solgt Waar Hovedgaard. Det koster jo både tid, kræfter og økonomi at drive sådan et sted, og jeg er overbevist om, at medejerskabet gavner ikke mindst mulighederne for at renovere løbende, kommenterer Anders Amager. Familiens nestor står fortsat i spidsen for rundvisninger på det middelalderlige gods, der i lokale folkemunde også bliver kaldt "Waar Slot"l Det husede engang prominente som den berømte danske forfatter Knuth Becker i tre årtier, og H.C. Andersen og Kong Christian 4. hører til blandt dem, der formentlig aflagde en gæstevisit. - Og så giver vi jo husly til et spøgelse, påpeger Anders Amager Karen Friis spøger angiveligt i skikkelse af "Den grå dame" som straf for, at hendes datter blev begravet levende bag en mur i hovedgårdens kælder, da datteren fik et barn uden for ægteskabet med en opstemt herre fra nærliggende Krastrup Gods. - Og vores labyrint burde også blive en attraktion. Den har nu vokset sig større end den på Egeskov, fremhæver forstuddannede Anders Amager. Sammen med sin søn Mikkel køber og sælger han svenske skovejendomme via firmaet Skov og Jagt, og det seneste skud på stammen - regnskovsbevarende teak-plantager i Panama via selskabet EcoEconomics - der tilbyder aktier i det hårde, hurtigt voksende og CO2 konsumerende tropetræ. - Det går fint med salget af skovejendomme, mens finanskrisen desværre lægger en dæmper på lysten til at købe aktier i regnskovsbevarende teaktræ, konstaterer Anders Amager. - Måske beslutter vi os for at udbyde projektet på folkeaktier til nogle få tusinde kroner stykket. Bed and Breakfast på Waar Hovedgaard åbner netop nu, og familien Amager byder på Åbent Hus 7. maj 13-16.