Ny generation på trappen

Bjørn Danielsen træder et skridt tilbage, og Psykolog-Centret i Danmarksgade gør klar til et generationsskifte

Hans Christensen og Kim Dahl Hansen (foto)
Psykolog Bjørn Danielsen (th) med to af sine nye kolleger, Stephie Jakobsen og Carsten Bernhardt Thomsen.
Frederikshavn 1. september 2015 10:35

FREDERIKSHAVN: Han ér fyldt 73 og kunne for længst være gået på pension og spille golf med sine jævnaldrende. Men Bjørn Danielsen trækker stadig i arbejdstøjet som praktiserende psykolog med egen klinik.

Han åbnede Psykolog-Centret i Frederikshavn i 2007. Dengang som en enmandsvirksomhed. I dag er de fire heltids- og fire deltidspsykologer i centeret på første sal over Centrum-Sport-forretningen på strøget. Derudover har de en afdeling i Sindal og én på Læsø, og selv om den erfarne psykolog betragter sit arbejde som sin hobby, gør han nu klar til at træde et skridt eller to tilbage. Til nytår deler han sit livsværk med seks ligeværdige partnere, som indtræder i firmaet.

- Jeg stopper ikke. Det har jeg slet ikke lyst til, siger Bjørn Danielsen, der hellere vil se fremad end at spejde efter udløbsdatoen på sin egen dåbsattest.

Men historien fornægter sig ikke. Han har det med at involvere sig fuldt og helt i det, der interesserer ham. Ved det seneste valg satte punktum en lang politisk karriere som byråds-, amtsråds- og regionsrådsmedlem, og i mange år var han også dybt engageret i Dansk Badminton Forbund og den lokale badmintonklub, FBK.

Nok at se til ...

Nu bruger han kræfterne i psykologcentret, hvor køen i venteværelset vidner om, at psykologerne ikke behøver at frygte lediggang men snarere skal passe på ikke at blive stressede.

Senest ankomne i firmaet er 27-årige Stephie Jakobsen, der er nyuddannet og med i en ”føl-ordning”.

- Min mor er også psykolog, så jeg har det med hjemmefra. Jeg håber på, at jeg kan få en autorisation og dermed kan søge et af regionens ydernumre, så jeg kan modtage patienter, der henvises fra regionen, siger Stephie Jakobsen.

Hun er fra Århus og pendler indtil videre frem og tilbage.

Carsten Bernhardt Thomsen (46) er også forholdsvis ny psykolog i Danmarksgade.

- Jeg er uddannet ingeniør, men har altid haft en drøm om at blive psykolog og begyndte at læse til det for seks år siden, siger Carsten B. Thomsen, der er indfødt frederikshavner med stort F.

Det grænseløse arbejde

Psykologernes arbejdsopgaver ændrer sig i takt med samfundets udvikling.

Sidst i 90’erne og først i 00’erne tilbød Bjørn Danielsen i samarbejde med LO-Frederikshavn gratis psykologrådgivning til nogle af de værftsarbejdere, der fik vendt op og ned på deres tilværelse, da værfterne lukkede. De blå kedeldragter mistede ikke bare deres job. Nogle fik også dybe mentale sår i deres maskuline identitet.

I dag er det folk med stress, angst og depression, der fylder i venteværelset.

- Syv ud af 10 sygdomme skyldes psykiske problemer, så i mit hoved burde ethvert sundhedstjek starte ved psykologen, siger Bjørn Danielsen.

Stress er den nye folkesygdom for en generation, der er født med en mobiltelefon i den ene hånd og en iPad i den anden.

- Hjernen er ikke bygget til det grænseløse arbejde og det, at vi skal være på og tilgængelige konstant. Det ser vi mange eksempler på. Det handler om at lære at sige fra og erkende, at det er i orden at have en aftale, også hvis det er med dig selv, siger Stephie Jakobsen.

Bankerne svære at danse med

Bjørn Danielsen glæder sig over sine nye og yngre kolleger, men han kan ikke lade være med at lange ud efter bankernes restriktive udlånspolitik.

- Det er næsten umuligt for de unge at låne penge, selv om de har en god idé og som her er med i et sundt firma i god udvikling. Bankerne bremser al udvikling og gør det meget svært at gennemføre et generationsskifte. De burde i højere grad tænke i arbejdspladser fremfor blindt at stirre på økonomien, siger psykologiens grand old man i Frederikshavn.

Fakta om Psykolog-Centret

Psykolog-Centret i Danmarksgade 71 tilbyder alle et gratis tjek af den psykiske sundhed.

Centret har også en erhvervsklub med tilbud om psykologrådgivning til store og små virksomheder.

Desuden tilbyder psykologerne gruppeterapi om stress, angst og depression.

29. september holder centeret temadag på Hotel The Reef under overskriften ”Hvordan spotter vi en kollega, et familiemedlem eller en ven, som har det psykisk dårligt?”

Desuden arrangerer centret vinterhøjskole, en kursusrække om personlig udvikling, trivsel og psykisk velbefindende.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...