Ny golfbane uden drama

Golfprojekt på østkysten tæt på godkendelse

Gårdejer Niels Jørn Westphael disponerer over jorden til den nye golfbane, men agter at overlade det til andre at stå for etableringen.
foto: michael bygballe

Gårdejer Niels Jørn Westphael disponerer over jorden til den nye golfbane, men agter at overlade det til andre at stå for etableringen. foto: michael bygballe

ALS:Endnu et golfbaneprojekt i Mariagerfjord Kommune er i al stilfærdighed undervejs. I ly af den voldsomme dramatik omkring etableringen af golfbanen mellem Valsgaard og Hobro er den sidste forhindring nemlig tæt på at være overvundet for en ny 18 hullers golfbane nord for Als, tæt ved Øster Hurup. Ganske vist udløber høringsfristen for det lokalplanforslag, der baner vej for golfbanen, først i den kommende uge, men indtil videre har Mariagerfjord Kommune ikke modtaget indsigelser, og ingen har på anden vis ytret sig imod projektet. - Jeg har i hvert fald kun hørt folk herude udtale sig positivt, men nu ville jeg måske også være den sidste til at høre noget negativt, erkender gårdejer Niels Jørn Westphael, der ejer jorden, hvor banen skal ligge. Sammen med Henrik Steen Sørensen, regionsdirektør i bygge- og udviklingsselskabet Kuben, fik han ideen for nogle år siden, da de to med succes havde gennemført et andelsboligprojekt i Als. De to har sammen stået for projekteringen, som tidligere har omfattet sommerhusbyggeri. Det strandede undervejs, men nåede at forsinke godkendelsesproceduren i forhold til det daværende Nordjyllands Amt. Derfor var man nødt til at gennemføre en ny lokalplanprocedure, som nu er tæt på at være afsluttet. Det bliver dog ikke initiativtagene selv, der kommer til at føre projektet ud i livet. - Hvis det lykkes, og jeg siger udtrykkeligt hvis, så er planen at sælge projektet med jord, tilhørende godkendelser, lokalplan, tegninger og så videre. Vi håber, at en risikovillig investor vil vise sig interesseret i at etablere banen, siger Niels Jørn Westphael. Han er ikke blind for den kamp, der i øjeblikket foregår om at øge medlemstallet i områdets golfklubber, men af flere årsager erklærer han sig fortsat optimistisk. - Alle baner har problemer på et eller andet tidspunkt. Det er også derfor, vi satser på en investor og ikke en klub, som man gør de fleste andre steder. Der skal også være en klub her, men vi tror ikke på, at driften af banen kan sikres på den måde. - Til gengæld har vi herude nogle særlige forudsætninger. Ifølge kommunens oplysninger har vi hvert år besøg af 160.000 turister i sommerhalvåret her på østkysten, og kan man få bare en brøkdel af dem til at benytte banen, så er man jo godt kørende, siger Niels Jørn Westphael. Og så har han fortsat en tro på, at Mariagerfjord-området kan udvikle sig til et golfmekka, hvor mange, gode og spændende golfbaner tilsammen kan tiltrække flere golfere, end de enkelte baner kan hver for sig. - Som det ser ud, bliver der fem golfbaner inden for tre kvarters kørsel. Det er oplagt at bruge i markedsføringen, sådan som vores tidligere turistchef også havde i tankerne, siger Niels Jørn Westphael. Man har endnu ikke forsøgt at sondere ¿markedet¿ for muligt investorer. - Vores filosofi har hele tiden været, at ingen gad at overveje at skyde penge i noget, før de nødvendige tilladelser var på plads. Men så snart de er det, så vil vi markedsføre projektet med en total beskrivelse af området og de muligheder der er, siger Niels Jørn Westphael. Foreløbig sigter man på at være klar med endelige projekt i oktober i år. Til den tid udløber aftalen om et mageskifte på ni hektar jord, som indgår i banen. Niels Jørn Westphael føler sig dog ikke under noget voldsomt tidspres. Aftalen er efter hans vurdering gunstig nok til, at den kan fornys.