Ny guide letter vejen til spændende fortid og natur

Et vinderprojekt i en turistkonkurrence - en tur til 35 seværdigheder - er nu trykt i brugervenlig brochure med kort

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I bro­chu­ren er et kort, der vi­ser be­lig­gen­he­den af de 35 se­vær­dig­he­der, og det gør det let at væl­ge nog­le ting ud. Bro­chu­ren kan fås på Brovst Tu­rist­bu­reau.

BROVST:Jes Reiner Pedersen er en umættelig opdagelsesrejsende, både åndeligt og fysisk, og både lokalt og globalt. Lokalt er hans store interesse for Han Herred netop resulteret i en turguide på både dansk og tysk - ”Menneskets spor i Han Herreds natur”. Med det lille rejsehæfte i hånden kan man let og ubesværet gå på opdagelse i Han Herreds spændende fortid og smukke natur. Turen byder på 35 seværdigheder i landet mellem hav og fjord, og med et fint, overskueligt kort er det let at dele turen i nogle omgange. Baggrunden for brochuren er en konkurrence udskrevet af Danmarks Turistråd i 2002, og her vandt Jes Reiner Pedersens tur i Han Herred 2.-præmien blandt 156 forslag fra 85 turistbureauer. Siden har der været stor interesse for turen. Men det er først nu, at det har været muligt at skaffe penge til at få trykt en præsentabel folder. Lillian Carstensen, leder af Brovst Turistbureau, har søgt og fået et tilskud på 30.000 kr. fra Nordjyllands Amts grønne pulje, og Brovst Kommune har stillet kortmateriale til rådighed, så det har været muligt at få trykt brochuren i 4500 danske og 2000 tyske eksemplarer. Tilskuddet fra den grønne pulje er givet til ”bevarelse og synliggørelse af kulturhistoriske spor i landskabet”. - Jeg har lavet ruten, fordi jeg syntes, det var en sjov udfordring, siger Jes Reiner Pedersen, der er gået på pension som lærer på Halvrimmen Skole for et par år siden. Og så er Han Herred et fantastisk spændende område, hvor man kan finde spor af mennesker gennem flere tusinde år. - Ruten var oprindelig tænkt som en endagstur, men det er for stor en mundfuld. Og med kortet i den nye brochure er det nu let at vælge nogle ting ud, påpeger Jes Reiner Pedersen. Han opfordrer i øvrigt den nye Jammerbugt Kommune til at sætte markeringer op ved landevejen, så man kan se, hvor man skal gå ind til seværdighederne. Jes Reiner Pedersen synes også, man skal gøre mere for at fortælle om skudefarten herfra til Norge. Det kunne bl.a. gøres med en udstilling på Strandgården ved Tranum Strand. Guiden ”Menneskets spor i Han Herreds natur” fører til nogle af de mange og særdeles afvekslende spor, menneskets virksomhed har sat sig gennem årtusinder. Jes Reiner Pedersen beskriver i folderen de 35 seværdigheder, hvoraf de fleste er i Øster Han Herred. Ruten begynder ved herregården Bratskov i Brovst og går videre til bl.a. genforeningsstenen i Bøge Bakke, Bratbjergsøerne, Tranum Aktieplantage, Tranum Kirke, Lerup Kirke, Tranum Strand, Slettetrand, Svinkløv, jættestuerne på Grønnestrandvej, Aggersborg, Husby Hole, Søhede i Tingskoven, Andebjerg, gravhøjene Hvisselhøj og Blushøj, Attrup Havn, Kokkedal Slot, Oxholm Slot og Kirke, Øland-Gjøl-dæmningen og Harmonikamuseet.