Ny hal holder budgettet

- En god dag for idrætten i Støvring, siger en glad halformand

Jakob Lage
Fem år, to licitationer og kommunalvalg er gået siden de første planer blev fremlagt, men nu kan formanden, Søren Pinstrup, se en ende på trængslerne. arkivfoto: LARS PAULI
Lokalpolitik 1. maj 2007 06:00

STØVRING: Endelig kom licitationen på udvidelsen af Mastruphallen på plads. Det skete mandag i hallen, hvor de mange bud blev åbnet over projektet, som ved den første licitation viste sig at blive ti millioner kroner for dyrt. - Nu skal rådgiverne lige regne på det, siger en glad halformand, Søren Pinstrup, - men det ligger inden for budgettet, slår han fast. Det vil sige en byggesum på 30 millioner kroner. Derefter skal sagen gennem Rebild byråd. Byggeriet er delt op i ti entrepriser og der var en halv snes bud på hver entreprise, hvilket er rigtig mange, konstaterer en tilfreds halformand. God dag for idrætten - Det er en god dag for idrætten i Støvring, slår Søren Pinstrup videre fast. Projektet for en udvidelse og renovering af Mastruphallen har været på vej omkring fem år. Der har både været kommunalvalg og kommunesammenlægning i perioden, men både i det gamle og i det ny byråd har der været kontant velvilje til projektet. 13 millioner kommunale kroner står klar til opgaven, resten låner den selvejende institution. Uheldig licitation Fra starten var der lagt op til at lave et projekt, som det ville være bedst og arkitekt Thomas Pedersen, KPF Arkitekterne i Viborg, blev sat på opgaven. De har også tegnet Dr. Ingrid Hallerne i Farsø og Viborgs vartegn, fjernvarmeværket. Det gik imidlertid galt ved licitationen, hvor budgettet blev overskredet med ti millioner kroner. - Jeg tror, at vi både ramte et uheldigt tidspunkt og en uheldig form med hovedentreprise, fortsætter Søren Pinstrup. For at skære projektet til måtte der så mange ændringer til i det oprindelige forslag, at bestyrelsen mente en ny licitation var nødvendig. Til gengæld opnår idrætten den fordel, at den gamle hal kun i en kortere periode under byggeriet vil blive berørt. - Det betyder, at vi kan benytte den gamle hal næsten hele sæsonen, forklarer Søren Pinstrup efter licitationen. Klar til næste sæson Byggepladsen vil blive gjort klar til byggeriet inden sommer og til august kan de forskellige byggefirmaer gå i gang. Den ny hal langs den gamle skal stå klar til august næste år. Det kommer til at koste noget af den oprindelige planlagte fleksibilitet at få projekt og pengepung til at passe sammen. Cafeterie flyttet Det betyder blandt andet, at det planlagte cafeteria i en mellembygning mellem hallerne, kommer til at ligge for enden af den ny hal, da mellembygningen er sparet og de to haller kommer til at ligge lige op ad hinanden. Til gengæld bliver der et meget flot og synligt hjørneparti med abstrakte skulpturer i ruderne. Udvidelsen er stærkt tiltrængt. Allerede for fem år siden var rammerne snærende for idrætten, siden er indbyggertallet og dermed børnetallet steget støt i Støvring. Med sine omkring 1300 medlemmer er Støvring Idrætsforening en af de største i Nordjylland og de mange idrætsudøverne kan nu se frem til, at trængslerne snart er slut.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...